21.01.10Erhvervsakademiet Copenhagen Business på uddannelsesmesseDen 14. og 15. januar slog Bella Center dørene op for årets uddannelsesmesse ”Uddannelse Uden Grænser”, og Erhvervsakademiet Copenhagen Business var naturligvis med.

Gymnasieelever, folkeskolelever og mange andre med interesse i uddannelser, gæstede messen og akademiets stand. I alt lagde ca. 19.000 deres vej forbi ”Uddannelse Uden Grænser”, og på erhvervsakademiets stand blev de mødt af smilende studerende, som stod klar til at guide dem og vise vejen til drømmejobbet.

Erhvervsakademiet Copenhagen Business, som udbyder uddannelserne på Niels Brock, København Nord, Laborantskolen Nordsjælland og Hotel- og Restaurantskolen, havde en stor sommerlig stand med parasoller og sydlandsk stemning. En stand, hvor både erhvervsakademiuddannelserne og overbygningsuddannelserne, såsom professionsbacheloruddannelserne, blev repræsenteret af studerende fra de fire skoler.

De studerende, som selv går på erhvervsakademiets uddannelser, var yderst kompetente uddannelsesambassadører, da de indgående kender til både det faglige miljø, studiemiljøet m.m. Dette havde en god effekt og tiltrak mange besøgende, som gerne ville høre fra andre unge, hvordan uddannelserne er.

”Jeg fik rigtig meget ud af at snakke med en, som rent faktisk ved hvordan det er at tage en uddannelse som markedsføringsøkonom. Og så kunne hun også fortælle mig, hvor godt studiemiljøet er, og hvor sjovt man har det i klasserne,” udtaler Signe Jespersen, besøgende på erhvervsakademiets messestand.

Omkring messens forløb, udtaler Erhvervsakademiets projektkoordinator, Charlotte Dalgaard Petersen, følgende: ”Det gik rigtig godt. Vi havde rigtig mange besøgende på standen, og her efterfølgende har vi over 150 interesserede, som ønsker yderligere information om vores uddannelser. Især var de besøgende meget interesserede i vores uddannelser, fordi de er praksisnære, erhvervsrettede og har så mange gode internationale muligheder. Der er tydeligvis stort fokus på globaliseringen – også blandt gymnasieeleverne.”

Nu er messen veloverstået og snart er det tid for messens besøgende at beslutte, hvilken uddannelse fremtiden skal byde på, og Erhvervsakademiet Copenhagen Business er klar til at tage imod dem.











Tilbage til nyhedsoversigten

Nyhedsarkiv

2009