Afdelinger

Cphbusiness har seks afdelinger beliggende i og omkring Storkøbenhavn og Nordsjælland samt på Bornholm. Hver afdeling har deres egen atmosfære og byder på forskellige konstruktioner og studiemiljøer.

På alle seks afdelinger finder du et pulserende studiemiljø, der præges af mange aktiviteter for både danske og internationale studerende.

På vores afdelinger Cphbusiness Lyngby og Cphbusiness Søerne er der inkubationsmiljøer. Inkubationsmiljøerne sætter fokus på iværksættersindet hos de studerende ved at skabe et inspirerende læringsmiljø, hvor de studerende kan diskutere og udvikle deres ideer med andre iværksættere, studerende og undervisere.

  • Cphbusiness City

    Cphbusiness City åbnede i nyrenoverede lokaler i august 2012 og har beliggenhed i hjertet af København lige bag Rundetaarn.

    På Cphbusiness City udbydes der primært uddannelser inden for økonomi og finans. Uddannelserne udbydes både som fuldtids- og deltidsuddannelser.

    Der er i alt 950 fuldtidsstuderende, 4000 deltidsstuderende og 50 undervisere. Derudover huser Cphbusiness City også Cphbusiness' administration og ledelse.

    Området omkring Cphbusiness City er levende og støder op til én af Københavns mest brugte gågader, Købmagergade.

    Afdelingen ligger mindre end 10 minutters gang fra Nørreport Station. Ankommer du i bil, er der betalingsparkering på vejene omkring skolen samt i p-huset på Israels Plads.

    Find kontaktinfo her

  • Cphbusiness Hillerød

    Cphbusiness Hillerød åbnede i totalt nyrenoverede lokaler i februar 2021 og ligger centralt placeret i Hillerød som en del af indkøbscenteret SlotsArkaderne.

    Lokalerne er lyse og moderne, og indretningen er fleksibel og tilpasset et moderne læringsmiljø med fokus på praksis og samarbejde med virksomheder. Afdelingen ligger midt i det erhvervsliv, som uddannelserne uddanner til. Den byder både på store, åbne arealer og mindre hyggekroge, som danner gode rammer for gruppearbejde, fælles oplæg, præsentationer og et godt socialt studieliv.

    Omgivelserne omkring Cphbusiness Hillerød er levende med spisesteder og butikker. Afdelingen ligger kun cirka 10 minutters gang fra Hillerød Station.

    Find kontaktinfo her

    Cphbusiness Hillerød i SlotsArkaderne

  • Cphbusiness Laboratorie og Miljø

    Hyggelig afdeling - god beliggenhed

    Cphbusiness Laboratorie og Miljø ligger i det naturskønne Nordsjælland. Afdelingen blev bygget i 2007 og huser bl.a. studerende, der enten læser til laborant eller miljøteknolog.

    Rundt om Cphbusiness ligger flere store virksomheder, bl.a. Novo Nordisk, Fujifilm, Hillerød Kommune og Foss. Den tætte placering på virksomhederne betyder, at der er et tæt samarbejde mellem disse og Cphbusiness Laboratorie og Miljø i forhold til for eksempel praktikpladser, virksomhedsbesøg osv.

    Cphbusiness Laboratorie og Miljø er en hyggelig afdeling, hvor der er ca. 100 studerende og ca. 20 medarbejdere.

    På afdelingen kan studerende deltage i Studenterrådet. Rådet tager initiativ til at forbedre skolens sociale miljø ved bl.a. at holde fredagscaféer og fester. Derudover afholder skolen en stor fest mindst en gang årligt, hvor også gamle studerende deltager.

    Afdelingen er populær, og Cphbusiness Laboratorie og Miljø scorer flot i tilfredshedsundersøgelser.

    Cphbusiness Laboratorie og Miljø ligger kun 15 minutter i gåafstand fra Hillerød Centrum, og der går busser fra Hillerød Station lige til døren. Ankommer du i bil, kan du parkere gratis på skolens område.

    Hillerød er en mellemstor by, der byder på muligheder for både shopping og spisning i den hyggelige gågade.

  • Cphbusiness Lyngby

    På Cphbusiness Lyngby har vi fokus på innovation og teknologi. Det er i Lyngby, man finder Cphbusiness’ IT- og multimedieuddannelser og uddannelser med særligt fokus på innovation, entreprenørskab og iværksætteri.

    Det er Cphbusiness Lyngby, der driver en stor del af Cphbusiness' student startup-aktiviteter, og det er i Lyngby, vi huser forskellige labs og værksteder, hvor man kan teste og anvende ny teknologi, producere film og lave prototyper i 3D og lignende.

    Det nye Cphbusiness Lyngby

    Cphbusiness Lyngby flyttede i december 2023 til et helt nyt byggeri på Firskovvej tæt på Lyngby Station. Her bor vi sammen med startup-virksomheder og et nyt kollegium. Vores labs og iværksættermiljø er hjertet i det nye byggeri og spiller fortsat en stor rolle i vores uddannelser. Den moderne indretning fremmer samarbejde og kreativitet og giver de studerende optimale rammer til at udforske nye idéer i fællesskab.

    Vi arbejder med konkrete opgaver for virksomheder

    På vores uddannelser på Cphbusiness Lyngby giver vi dig som studerende mulighed for at udvikle praktiske og innovative kompetencer, der skaber værdi for din fremtidige arbejdsplads. Vi har fokus på høj faglighed og en tæt forbindelse til erhvervslivet. Derfor arbejder vi med virksomhedscases og konkrete opgaver for virksomheder i undervisningen, så du får prøvet teorien af i praksis.

    Skaber studiemiljøet sammen

    På Cphbusiness Lyngby har vi som mål at skabe den bedst mulige uddannelse – sammen med dig. Vi tror nemlig på, at medansvar og indflydelse bidrager til udvikling – både af dig og din uddannelse. Undervisere og studerende er aldrig langt fra hinanden, og derfor kan vi skabe den bedste uddannelse og det bedste studiemiljø sammen.

    Find kontaktinfo her

  • Cphbusiness Søerne

    Cphbusiness Søerne ligger i moderne, nyindrettede omgivelser i Nansensgade 19 i hjertet af København blot et stenkast fra Peblinge Sø, deraf navnet Cphbusiness Søerne.

    Cphbusiness Søerne er med sine ca. 7.000 m2 centrum for 1200 studerendes og 50 underviseres hverdag og omdrejningspunktet for Cphbusiness’ uddannelser inden for områderne salg og markedsføring samt ledelse og kommunikation. Samtidig danner afdelingen ramme om en række akademi- og diplomuddannelser, der udbydes som deltidsuddannelse.

    Cphbusiness Søerne huser studerende fra tidlig morgen til sen aften. Studerende på fuldtidsuddannelserne er i bygningen i dagtimerne, mens studerende, der tager en uddannelse ved siden af jobbet, har undervisning til ca. 20:30 om aftenen. Cphbusiness Søerne har desuden et internationalt miljø, da Cphbusiness har studerende fra mere end 50 forskellige lande.

    Afdelingen ligger mindre end 10 minutters gang fra Nørreport Station. Ankommer du i bil, er der betalingsparkering på vejene omkring skolen samt i p-huset på Israels Plads.

    Find kontaktinfo her

  • Cphbusiness på Bornholm

    Campus Bornholm i Rønne huser videregående uddannelser fra Cphbusiness og Københavns Professionshøjskole.

    Cphbusiness udbyder følgende uddannelser på Bornholm: Finansøkonom, serviceøkonom og datamatiker og enkelte fag på deltidsområdet.

    Afdelingen ligger fem minutters gang fra Borgmester Nielsensvej, hvor alle busser stopper. Ankommer du i bil, kan du parkere gratis på skolens område eller ved Rønne Nordhallens store parkeringsplads, som ligger fem minutters gang fra Campus Bornholm.

    Find kontaktinfo her

  • Åbent hus 28. maj
  • Mød studerende, undervisere og studievejledere, og hør mere om studieliv og uddannelser.
  • Informationsmøde 23. maj 2024
  • Hør mere om efter- og videreuddannelse på deltid.