Nyt samarbejde med Lyngby Boldklub

Torsdag den 3. september 2015 var 70 sportsmanagementstuderende fra Cphbusiness på besøg hos Lyngby Boldklub.

18. september 2015

Besøget markerer starten på et nyt samarbejde med det lokale sportsliv.

- Det skabte meget værdi at se den teori, vi har lært, blive anvendt i praksis og ikke mindst hvordan, siger Emilie Starling, der er studerende på professionsbacheloroverbygningen sportsmanagement på Cphbusiness Lyngby.

Ét af punkterne på besøgets program, var arbejdet med en såkaldt ’case’ for Lyngby Boldklub. Det er en opgave, hvor de studerende skal komme med løsningsforslag på en konkret problemstilling, virksomheden står med. I dette tilfælde ville Lyngby Boldklub have de studerendes bud på, hvordan klubbens kampsponsor på kampen den 18. oktober kan få udbytte af sit sponsorat.

- Jeg ser gerne flere af den slags undervisningsaktiviteter, da de er enormt lærerige, siger Emilie Starling.

Hellere tænke for stort end småt

Da de 70 sportsmanagementstuderende besøgte Lyngby Boldklub, var det første gang, Business Brand and Communication Manager, Pernille Nielsen, mødte dem. Hun ser frem til samarbejdet, for det giver værdi til begge parter; virksomheden får friske input fra de studerende, og de studerende får samtidig prøvet deres teori af i praksis, forklarer hun.

- Unge mennesker er bare mere kreative, siger Pernille Nielsen og fortæller, at man kan tydeligt kan mærke, at de studerende går til opgaven med friske øjne. Det er svært at gøre på samme måde, når man arbejder med det til daglig. Ulempen kan så være, at idéerne bliver for urealistiske, men det gør ikke noget ifølge Pernille Nielsen.

- Hellere tænke for stort end for småt, siger hun.

Bedre end en lærebog

Resultaterne af de gode løsningsforslag bliver meget konkrette, når de studerende den 18. oktober får mulighed for at se de bedste af deres idéer blive realiseret til første kamp med Danske Bank som kampsponsor.

Det betyder meget for både de studerende og for Cphbusiness, som med samarbejdet har mulighed for at give de studerende et endnu bedre undervisningsforløb.

- De studerende får en masse foræret ved at tage udgangspunkt i virkeligheden. Det er helt kanon at kunne referere til Lyngby Boldklub i stedet for lærebogen, siger Poul Duus Gilling, adjunkt ved Cphbusiness og tidligere udviklingschef hos DBU.