Aasted ApS er en af de fem finalister, fordi virksomheden har formået at give deres praktikant Lasse Fonnesbek Drustrup et lærerigt og udfordrende praktikforløb i topklasse.
Lærerigt og alsidigt
Lasse Fonnesbek Drustrup var i praktik i efteråret 2016 på professionsbacheloruddannelsen i international handel og markedsføring, men nu er han fastansat i virksomheden, han hurtigt kom til at kende.
- Jeg har ikke kun fået lov at arbejde med marketing, men også med andre processer inden for salg og produktion på mange forskellige niveauer, siger Lasse Fonnesbek Drustrup.
Han fremhæver den tillid, han er blevet givet og det ansvar, han har fået lov at tage, da han var praktikant. Aasted ApS har han indstillet til Årets Cphbusinesspraktik i håbet om, at andre studerende kan få samme oplevelse.
At gribe mulighederne
- Det er altid en hæder, at nogen lægger mærke til, at vi er der. Vi er ikke som sådan kendt i det danske samfund, men at nogen får os på radaren for det, vi laver og udvikler, det er vi glade for. Vi har jo brug for dygtige unge mennesker, som kan være med til at udvikle virksomheden videre, siger Allan Aasted, medejer, vicebestyrelsesformand og tidligere direktør i Aasted ApS.
Både Allan Aasted og nærmeste chef under praktikforløbet, marketingchef Anders Bigom, roser Lasse Fonnesbek Drustrup for at gribe mulighederne, når de opstår.
- Der er et fedt drive, og han er utrolig imødekommende. Samtidig er han åben for at kaste sig ud i noget nyt og lave nye opgaver, også selvom det måske ikke er hans boldgade, siger Anders Bigom.