Robotter, kunstig intelligens og droner: Kom til forskningsevent på Cphbusiness

Den 25. maj kan du se og opleve forskningsprojektet RAD – Robotteknologi, automatisering og digitalisering på Cphbusiness Laboratorie og Miljø i Hillerød.

16. maj 2023

Er du nysgerrig på teknologisk udvikling, automatisering og innovation? Så kan du få én på opleveren den 25. maj i Hillerød, når Cphbusiness Laboratorie og Miljø åbner dørene og præsenterer forskningsprojektet RAD – Robotteknologi, automatisering og digitalisering.

Projektet har blandt andet udviklet:

  • En robotarm, som kan udplade bakterier
  • En HoloLens, som kan træne laboranter gennem mixed reality
  • En app, som kan beregne den økologiske tilstand i vandløb ud fra billeder.
Det bliver en superspændende eftermiddag, hvor du kan se og prøve nye teknologier og høre om fremtiden inden for kunstig intelligens, droner, mixed reality og robotteknologi
Maria Baunbæk
Programchef og projektleder på RAD-projektet
Cphbusiness Laboratorie og Miljø

Tilmelding

Arrangementet finder sted den 25. maj klokken 15.00 til 17.00 på:

Cphbusiness Laboratorie og Miljø
Peder Oxes Allé 2
3400 Hillerød.

Tilmeld dig her

Arrangementet er gratis og for alle, som interesserer sig for teknologisk udvikling, automatisering, digitalisering og innovative løsninger.

Dyk ned i dagens program herunder.


robotarm
Den 25. maj på Cphbusiness Laboratorie og Miljø kan du fx se robotarmen, der udfører bakterieudpladning.

Det kan du opleve

RAD-forskningsprojektet er delt op i fire dele, som alle bliver vist frem ved arrangementet. En HoloLens, en robotarm, droner og en app. Og nogle af delene kan du endda selv prøve.

Derudover holder postdoc Kenneth Thorø Martinsen fra Københavns Universitet foredrag om kunstig intelligens.

  • Prøv en HoloLens

    HoloLens er en slags briller, som kan vise dig virtuelle 3D-objekter, der bliver blandet ind i den virkelige verden, når du har dem på. Det kaldes også mixed reality (MR).

    I samarbejde med virksomheden Virsabi har Cphbusiness i projektet udviklet guides til en HoloLens, som kan træne laboranter i, hvordan man udfører forskellige opgaver i et laboratorie. Teknologien erstatter klassiske manualer og guider laboranten nemt igennem de mange elementer, der er i en procedure i laboratoriet.

    Til arrangementet kan du prøve en HoloLens og høre, hvordan mixed reality kan spille en stor rolle i, hvordan vi lærer og oplærer i fremtiden.

  • Flyv med drone

    I RAD-projektet har Cphbusiness undersøgt, hvordan man med droner fx kan beregne jordmængder og vækstbetingelser for træer og enge ved hjælp af billedgenkendelse.

    Det kan du høre mere om til arrangementet, hvor du også kan få lov til selv at styre en drone.

  • Oplev robotarmen

    Holdet bag RAD-projektet har sammen med virksomheden InCite Robotics udviklet en robotarm, som kan håndtere bakterieudpladning fra start til slut og identificere bakterier ved hjælp af kunstig intelligens og billedgenkendelse. Typisk klarer en laborant ellers sådan en proces manuelt.

    Til arrangementet på Cphbusiness Laboratorie og Miljø kan du se robotten i aktion og høre mere om dens teknologi og potentiale.

  • Se den nyudviklede app

    Danmark er underlagt et EU-direktiv om at holde øje med den økologiske tilstand i danske søer og vandløb.

    I samarbejde med Københavns Universitet har holdet bag projektet udviklet en app, der ved hjælp af billedgenkendelse og kunstig intelligens kan beregne tilstanden i vandløb.

    Ved at tage et billede af de smådyr, som lever der, kan appen fortælle, hvilken tilstand vandløbet er i. På den måde behøver man hverken være ekspert eller kende navnet på dyrene i vandløbet.

  • Hør foredrag om kunstig intelligens

    Klokken 16.00 holder postdoc Kenneth Thorø Martinsen fra Københavns Universitet foredrag om kunstig intelligens og machine learning.

    Kenneth Thorø Martinsen forsker i stofomsætning i søer og vandløb og bruger selv kunstig intelligens og machine learning i sin forskning. Det kan du blive klogere på til foredraget.

- Vi glæder os til at vise projektet frem, som vi har arbejdet på i halvandet år og er rigtigt stolte af. Jeg er særligt begejstret for vores HoloLens. Mixed reality er fremtiden inden for læring og oplæring, så det har været enormt spændende at arbejde med – og vores studerende har været vilde med det, siger projektleder Maria Baunbæk.

Arrangementet er den 25. maj fra klokken 15.00 til 17.00 på Peder Oxes Allé 2, 3400 Hillerød. Tilmeld dig her.

Hololens
RAD-projektet har blandt andet udviklet guides til HoloLens med mixed reality, som kan guide og træne laboranter og er blevet testet af Cphbusiness' studerende.