Mød finalisterne til Årets Cphbusinesspraktik 2023/2024

84 studerende har indstillet deres praktikforløb til Årets Cphbusinesspraktik 2023/2024. Mød de fem finalister her.

15. april 2024

Praktik er en central del af alle uddannelser på Cphbusiness, og for mange studerende er praktikken er anledning til at udvikle sig personligt og fagligt og få nye oplevelser med at være en del af en virksomhed.

Cphbusiness hylder matchet mellem praktikant og praktikvirksomhed ved at kåre Årets Cphbusinesspraktik – Årets bedste praktikforløb blandt de flere end 2.000, der hvert år er i praktik.

Årets Cphbusinesspraktik 2023/2024 gælder for de 2.247 studerende, der har været i praktik i efteråret 2023 eller foråret 2024.

De fem finalister er nu fundet, og den 25. april 2024 bliver vinderen af årets bedste praktikforløb på Cphbusiness fundet.

Mød de fem finalister

Finalister til Årets Cphbusinesspraktik 2023/2024 er:

  • Henrik Wig Harboe-Jepsen, logistikøkonom, Kryta
  • Jacob Næsted Dyrbye, multimediedesigner, Højkant
  • Line Kirkegaard Andersen, international handel og markedsføring, Omnidocs
  • Noah Nevado, finansbachelor, Spar Nord Helsingør
  • Rebekka Rosenbæk Lorenscheit, finansbachelor, Sunrise TcTa

Bliv klogere på hver finalist nedenfor, og læs mere om baggrunden for Årets Cphbusinesspraktik her: Årets Cphbusinesspraktik 2023/2024: Nominér dit praktikforløb nu

  • Henrik Wig Harboe-Jepsen

    Navn: Henrik Wig Harboe-Jepsen

    Uddannelse: Logistikøkonom

    Praktikvirksomhed: Kryta A/S

    Henrik Wig Harboe-Jepsen har været i praktik hos krydderiproducenten Kryta. I indstillingen til Årets Cphbusinesspraktik lægger Henrik Wig Harboe-Jepsen blandt andet vægt på virksomhedskulturen.

    Kryta er en virksomhed, som på trods af en stigende efterspørgsel på deres produkter ikke glemmer, hvor de kommer fra. Dette betyder, at der ikke er langt fra den almindelige 8-16-medarbejder op til ledelsen. Dette skaber en helt speciel dynamik i virksomheden, hvor alle kan kommunikere på lige fod uden at skulle tænke over rang og status.

    Henrik Wig Harboe-Jepsen fremhæver også modtagelsen og dagligdagen.

    Kryta har en lang erfaring med at have praktikanter og elever fra diverse uddannelser, og dette medfører, at de ansatte ved, hvordan man skal håndtere, behandle og hjælpe praktikanter eller elever for at disse lykkedes med deres projekt.

    Prægede retningen

    Niels Christensen er direktør i Kryta og fortæller, hvordan Henrik Wig Harboe-Jepsen sendte sit CV samtidig med, at virksomheden overvejede at bygge en ny fabrik. Kryta kunne godt bruge indsigt udefra, og til samtalen imponerede den kommende praktikant.

    – Nogle af de ting, man kigger på ved en ny fabrik, det vidste han i forvejen. Han havde fx styr på, hvordan lokalplanen var i området. Det er ikke normalt, at man får en person til at gå op i en lokalplan og alt muligt andet. Der blev jeg faktisk lidt befippet over, hvor dygtig – undskyld ordet – ’knægten’ var, siger Niels Christensen.

    Han oplevede, at Henrik Wig Harboe-Jepsen gennem hele sit praktikforløb var god til at sætte sig ind i nyt stof, og at han besad en bred viden. Praktikforløbet kom derfor til at indeholde logistiske beregninger på fabriksindretning, krav til producentansvar, ESG-rapportering og meget mere.

    Da Niels Christensen skulle på kursus i klimaregnskaber, tog han Henrik Wig Harboe-Jepsen med. På baggrund af den tilegnede viden holdt de et informationsmøde for andre i koncernen – blandt andet direktøren og kvalitetschefen for moderselskabet, der ejer en stor del af Kryta.

    – Hvor Henrik faktisk forklarede, i samarbejde med mig, hvad sker der inden for ESG, producentansvar og klimaregnskaber. Og hvornår skal vi rykke, og hvornår skal vi ikke rykke? Det er jo lidt vildt, at han faktisk har været med til at præge retningen. Det kan han godt være stolt over, siger Niels Christensen.

    Indblik i ESG

    Cphbusiness’ fagpanel har udvalgt årets fem finalister, og i udvælgelsen af Henrik Wig Harboe-Jepsens praktikforløb har panelet blandt andet bidt mærke i hans arbejde med ESG.

    Før praktikken var Henriks kendskab til ESG begrænset, men i sin praktik er han blevet positivt udfordret på sin ESG-viden. Med reference til direktøren, som også er hans kontaktperson, har han fået til opgave at sætte sig ind i ESG-regelsættet for efterfølgende sammen med direktøren at udarbejde en basal ESG-profil til virksomheden, som Kryta kan arbejde videre med.

    Den øgede viden om ESG samt forskellige analyser og modeller har understøttet hans teorier og idéer i arbejdet, og det skal i sidste ende gerne inspirere Krytas ledelse til, hvordan en udvidelse af deres fabrikker rent logistisk kan komme til at se ud.

     

  • Jacob Næsted Dyrbye

    Navn: Jacob Næsted Dyrbye

    Uddannelse: Multimediedesigner

    Praktikvirksomhed: Højkant ApS

    Jacob Næsted Dyrbye har været i praktik hos reklamebureauet Højkant, hvor han har arbejdet med videoproduktion og sociale medieplatforme.

    I sin indstilling skriver Jacob Næsted Dyrbye blandt andet om grunden til, at hans praktikforløb hos Højkant skal vinde.

    Det er virkelig svært at udvælge blot én ting, da der er så mange fantastiske elementer ved Højkant. Deres bemærkelsesværdige fokus på medarbejdertrivsel og arbejdsmiljø, samt deres meget professionelle tilgang til opgaverne, men alligevel med et glimt i øjet, er bare nogle af de mange aspekter, der gør Højkant unik.

    Dog er den primære årsag til, at Højkant og jeg bør vinde Årets Cphbusinesspraktik, de mennesker, der står bag Højkant. Højkant ville ikke være det samme uden Steven og Samson. Deres personligheder og energi skinner igennem hos mig og alle de kunder, vi møder. Det er tydeligt at se, at de elsker det, de laver, og de besidder helt unikke kompetencer inden for sociale medier, som få har formået at skabe.

    Praktikken har givet rig mulighed for udvikling og for at blive klogere på både videoproduktion og forretningen bag.

    Jeg har udviklet mig så forbandet meget gennem praktikken! Jeg er kommet foran kameraet, hvilket har været en stor udfordring for mig, og jeg har fået en bred viden om sociale medier, samt hvad der gør forskellen på en god eller en dårlig video. Jeg har desuden fået en helt unik inside-viden om, hvad det kræver at styre og vækste en startupvirksomhed sammen med Steven og Samson, som også spillede ind til mit valgfag "gamification og entreprenørskab".

    Investeret i hinanden

    Steven Feraru er medstifter af Højkant. Han fortæller, at Jacob Næsted Dyrbye var et godt match til kulturen i firmaet.

    – Han er jo også lidt sådan en creator-agtig person, der godt kan lide at lægge ting op selv. Han er god til at gribe bolden, giver meget af sig selv og har ikke noget imod at køre tidligt eller lande sent eller hurtigt løse en opgave. Han er jo selv lidt startup-agtig, så kulturmæssigt har han passet rigtig godt ind, siger Steven Feraru.

    I Højkant har de stort fokus på praktikanter, og det glæder medstifteren at se, hvordan Jacob Næsted Dyrbye er kommet langt i processen med at komme foran kameraet. Steven Feraru bider også mærke i, at Jacob Næsted Dyrbye valgte at flytte fra København til Aarhus for praktikkens skyld.

    – Det er en fed følelse, at der har været et sats og en investering i hinanden på hver side. Og så er det fedt at se, at Jacob lægger videoer ud, at han er blevet mere motiveret til at være en creator, siger han.

    Indblik i hele processen

    Cphbusiness’ fagpanel, der har udvalgt de fem finalister, ligger vægt på Jacob Næsted Dyrbyes udvikling og de muligheder, Højkant har givet ham for at få indblik i hele processen.

    Jacob har omsat teoretisk viden fra studiet til praksis i virksomheden gennem anvendelsen af konceptudviklingskompetencer. På studiet har han lært om forskellige konceptuelle rammer, såsom Dobbelt Diamant. Han kunne benytte sig af disse værktøjer og har været med til at generere idéer til flere videoer – herunder videoer for Soundboks, Cocoxim og andre kunder.

    Panelet bider blandt andet mærke i et afsnit fra Jacob Næsted Dyrbyes indstilling:

    ”En af de bedste ting ved min oplevelse er, at jeg har fået lov til at deltage i alle aspekter af virksomhedens aktiviteter. Fra kundemøder og optagelser til møder med investorer og deltagelse i springboards, hvor erfaringer deles med andre virksomheder.”

  • Line Kirkegaard Andersen

    Navn: Line Kirkegaard Andersen

    Uddannelse: International handel og markedsføring

    Praktikvirksomhed: Omnidocs A/S

    Line Kirkegaard Andersen har været i praktik i softwarevirksomheden Omnidocs, hvor hun har arbejdet som sælger til virksomhedskunder (BDR).

    Hun fremhæver især én grund til, at praktikforløbet hos Omnidocs skal vinde Årets Cphbusinesspraktik.

    Tilliden og troen på at jeg kunne udvikle mig som BDR (Business Development Representative, red.), er grunden til, at mit praktikforløb skal vinde Årets Cphbusinesspraktik. Tilliden og troen på at selvom jeg kom fra en baggrund i butik med pølsehorn og franske hotdogs, så var det ikke en bremse for mit arbejde med software og design.

    I praktikken udviklede Line Kirkegaard Andersen sine færdigheder og lærte at arbejde med salg til virksomhedskunder – et arbejde, som kræver nysgerrighed, kreativitet og indsigt i eget mindset.

    Line Kirkegaard Andersen fremhæver også kulturen og det sociale miljø hos Omnidocs.

    Derudover skal Omnidocs i høj grad have æren og anerkendelsen for at være en arbejdsplads hvor der er plads til alle, og hvor der ovenikøbet er plads til at udvikle sig selv. Dette indebærer både personlig udvikling og karriere step. Omnidocs har derudover været et rart sted at være i praktik, hvor der er plads til fejl og spørgsmål. Siden start har jeg følt, at jeg har været en del af virksomheden og været en vigtig spiller sammen med de andre på salgsholdet.

    Personlig udvikling

    Hassan Elahi er Business Development Manager hos Omnidocs og leder teamet, som Line arbejder i. Han oplevede, at der fra starten af praktikken var et godt match mellem virksomheden og Line Kirkegaard Andersen.

    – Jeg blev overrasket over, hvor meget Omnidocs, der er i Line. Vi går meget op i, at alle kan være sig selv og komme med deres egen, innovative tilgang til, hvordan man skal arbejde og tænke. Vi er et dokumenthus af mange forskellige personligheder med specialistviden i alle slags dokumenter og implementering af corporate brands i Microsoft Office-suiten, siger Hassan Elahi.

    Han fortæller, Line Kirkegaard Andersen gik meget op i personlig udvikling, og at resultaterne var helt tydelige. Hun optog sig selv, sine pitches, lavede rollespil og snakkede med kollegaer.

    – Hun gik vildt meget op i det, så man så hurtigt resultaterne, fordi hun også gik så meget op i, at hun selv ville være en succes, siger han og pointerer vigtigheden af at investere i sig selv.

    Også på det sociale plan faldt Line Kirkegaard Andersen til hos Omnidocs med det samme. Ikke alene blev hun hurtigt venner med alle på BDR-holdet, men sørgede også for at lære virksomheden at kende fra første dag.

    – Line skulle ud til alle afdelinger og snakke med alle sammen og lære alle at kende. Og det synes vi jo var megafedt, siger Hassan Elahi.

    Belyse svagheder og styrker

    Cphbusiness’ fagpanel, der har udvalgt de fem finalister, ligger vægt på tillid og udvikling fra Omnidocs’ side. Panelet skriver blandt andet:

    Tilliden bundede i en tro på, at hendes evner fra uddannelsen i international handel og markedsføring var anvendelige i det virkelige liv. Line har været med på kundemøder og holdt møder med kunder på egen hånd.

    Kontaktpersonen Hassan har været nøglepersonen i Lines praktikforløb og har været med til at belyse Lines svagheder og styrker, som hun har arbejdet med og derigennem udviklet sig selv. Line er blevet ansat i Omnidocs efter endt praktikforløb, hvor hun fortsat bliver udfordret med nye og spændende opgaver.

  • Noah Nevado

    Navn: Noah Nevado

    Uddannelse: Finansbachelor

    Praktikvirksomhed: Spar Nord Helsingør

    Noah Nevado har været i praktik i Spar Nord Helsingør. I sin indstilling til Årets Cphbusinesspraktik fremhæver han især modtagelsen i banken og det sociale fællesskab.

    Under frokosten første dag blev Noah Nevado tilbudt at deltage i firmaturen til Napoli, han blev tilbudt at starte som studentermedhjælper nogle måneder inden praktikken, og han har oplevet stor fleksibilitet i forbindelse med personlige forhold under praktikforløbet.

    Når jeg taler med mine medstuderende om praktikforløbet, føler jeg mig meget heldig.

    Tænk sig at Spar Nord Helsingør "turde tage chancen" med en atypisk praktikant, og tænk sig at det bare er verdens bedste arbejdsplads med de mest omsorgsfulde, venlige og hamrende dygtige kolleger.

    Jeg har ikke hørt om andre praktikanter, der kan fortælle om lignende oplevelse. Og jeg vil gerne fremhæve, at jeg følte mig som en del af holdet fra dag ét, og jeg er dybt taknemmelig over at være havnet på en så fantastisk arbejdsplads.

    Faldet lige ind

    Afdelingsdirektør for Privat, Lotte Østergaard, fortæller at Noah Nevado fra starten har passet godt ind i banken både socialt og fagligt.

    – Jeg synes, at det har været et rigtig godt match. Noah har prøvet en masse andre ting, og han har en masse med sig i bagagen. Det giver ham noget ballast, som gør, at han stiller en masse spørgsmål. Og vi har – qua hans personlighed og alt det, han har med sig i bagagen – kunnet udfordre ham på nogle lidt andre ting, end vi kan med en, der kommer lige fra skolen og er 21-22 år gammel, siger hun.

    Spar Nord Helsingør har givet Noah Nevado tid til at fordybe sig. Både fordi han som finansbachelor er længere tid i praktik end de finansøkonomer, banken hidtil har haft i praktik, men også fordi det lå godt til hans personlighed.

    – Noah går vanvittig i dybden med tingene selv, er meget detailorienteret, meget nysgerrig på alting og stiller sig ikke bare tilfreds. På den måde har han også været et godt match til, at vi også gerne vil være rigtig ordentlige i det, vi gør, siger Lotte Østergaard, som også fremhæver den sociale side.

    – Der er han faldet lige ind og har faktisk også bidraget med nogle lidt sjove og anderledes input, hvor man godt kan mærke, at han kommer fra en verden, hvor man måske leger lidt mere. Han kom med en sjov juleting, hvor han nærmest fik alle til at gennemsøge lokalerne flere gange om ugen for at finde gaver, siger hun.

    Noah Nevado er fortsat i Spar Nord Helsingør som studentermedhjælper og er blevet tilbudt en traineestilling i banken fra januar 2025.

    Mulighed for specialisering

    Cphbusiness’ fagpanel har udvalgt årets fem finalister. I begrundelsen for valget af Noah Nevados praktikforløb i Spar Nord Helsingør skriver de blandt andet:

    Noah er som en 40-årig mand og enlig far med 20 års erfaring fra den pædagogiske branche blevet mødt af en virksomhed, der har turdet tage en chance med en atypisk profil.

    Spar Nord Helsingør har skabt et forløb med løbende udvikling og sparring, hvor Noah har kunnet reflektere over egen praksis og omstille sig til en ny branche, hvor de samtidig har været lydhøre for Noahs refleksioner, der også har kunnet påvirke praksis i virksomheden. I løbet af praktikken er Noah kommet bredt omkring mange relevante områder, og han har haft mulighed for at specialisere sig i opgaver og anvende specifik viden fra sin uddannelse. Især har han excelleret i forhold til opgaver om hvidvaskning (AML), hvor hans tidligere erfaring med sagsbehandling også har været værdifuld.

  • Rebekka Rosenbæk Lorenscheit

    Navn: Rebekka Rosenbæk Lorenscheit

    Uddannelse: Finansbachelor

    Praktikvirksomhed: Sunrise – The Commercial Transition Agency

    Rebekka Rosenbæk Lorenscheit har været i praktik hos det strategiske marketingbureau Sunrise. I indstillingen til Årets Cphbusinesspraktik lægger hun blandt andet vægt på, hvordan hun er blevet en del af virksomheden.

    Sunrise skal vinde Årets Cphbusinesspraktik på grund af deres evne til at gøre mig (som ung praktikant) til en lige så stor del af virksomheden, som de øvrige fuldtidsansatte er, og dermed også være lydhøre over for mine input. De har været rigtig gode til løbende at give mig det ansvar og de arbejdsopgaver, jeg kan magte, hvilket har sikret en kontinuerlig og til tider stejl udvikling.

    Det er ikke kun det faglige, der har haft betydning for Rebekka Rosenbæk Lorenscheit, skriver hun.

    Det har været meget vigtigt for mig at finde mig en praktikplads, hvor jeg (ud over at blive udfordret fagligt) også følte mig tilpas blandt mine kollegaer og i arbejdsmiljøet generelt, da det i forvejen er en stor omvæltning fra den ene dag til den anden at skulle arbejde på fuld tid i fem måneder.

    Moden indstilling

    Lars Egtoft er CFO og medejer i Sunrise. Han fortæller, hvordan Rebekka Rosenbæk Lorenscheit blandt andet har arbejdet med kapacitetsstyring og ressourcer.

    – Hun har haft en rigtig moden indstilling til, at det altså er en rigtig virksomhed. Så hvis vi kommer og eksempelvis illustrerer nogle dele af forretningen, som ikke har nok at lave, så kan det få en ret stor betydning for de mennesker, der sidder der, siger Lars Egtoft.

    Tal er ikke bare tal, fortæller han. De skal tolkes, analyseres, præsenteres og derefter nuanceres i en dialog med organisationen og de enkelte afdelingsansvarlige.

    – I starten var jeg med, og senere så var jeg helt tryg ved, at det kunne hun bare køre selv. Og så fik jeg mere en afrapportering på nogle af de dér dialoger. Det har været super værdifuldt for os, siger Lars Egtoft.

    Rebekka Rosenbæk Lorenscheit har også arbejdet med opfølgning på projekter i hele bureauet og har en bred berøringsflade til medarbejderne, som alle kender hende og ved, hvad hun kan.

    – Der har godt nok ikke været meget slinger i valsen i forhold til de ting, man har sat Rebekka til. Det har jo været superdejligt at have sådan en wingman, siger Lars Egtoft.

    Stor udvikling

    Cphbusiness’ fagpanel har udvalgt årets fem finalister. Rebekka Rosenbæk Lorenscheits praktikforløb valgte de blandt andet på grund af de udfordringer, hun blev stillet over for og den udvikling, det har givet.

    Fagpanelet skriver blandt andet:

    Da Rebekka har skulle arbejde i et tværfagligt miljø med mange kollegaer uden finansiel baggrund, er hun blevet udfordret i forhold til at kunne besvare spørgsmål og supportere i forhold til det finansielle, hvilket har givet stor faglig og personlig læring. Hun har blandt andet afholdt accountmøder med kolleger i seniorfunktioner og afdelingsledere, hvor hun har skulle være fagligt kompetent omkring det finansielle aspekt. Det har givet Rebekka en stor udvikling i forhold til ansvar, mod og tro på egne evner. Der har desuden været god mulighed for sparring og support med fagligt kompetente kolleger.

    Der har i løbet af praktikken været stærkt grundlag for, at Rebekka kunne udnytte sin faglige kunnen – både i forhold til den finansielle faglighed og til at Rebekka kunne bidrage til Sunrise’ projekter omkring digitalisering og automatisering af bogføring mv.