Sådan søger du

På datamatikeruddannelsen er der studiestart både sommer og vinter. Læs, hvordan du søger ind her:

Hvis du ikke er blevet optaget, kan du finde ledige pladser og læse mere her:

Åbent hus 2. maj 2018 Læs mere om åbent hus

Jeg blev fanget af, at jeg på 2½ kan få en uddannelse, jeg kan bruge til noget.

Frederik, datamatikerstuderende

Fakta om datamatiker

2½ år
Erhvervsakademiuddannelse
Dansk
Studiestart: Sommer og vinter
Cphbusiness Lyngby og Cphbusiness på Bornholm
Ansøgningsfrist: 15. marts kl. 12.00 (kvote 2) og 5. juli kl. 12.00 (kvote 1)

Hvad kan du bruge uddannelsen til?

Med uddannelsen i hånden kan du komme til at arbejde som fx programmør, systemplanlægger, projektleder eller konsulent. Mulighederne er mange, og der bliver i fremtiden mangel på nye IT-talenter. Som datamatiker vil du også kunne kvalificere dig til at indgå i globale udviklingsprojekter.

Gå i dybden med uddannelsen til datamatiker

Uddannelsen til datamatiker forbereder dig til et arbejde med programmering, systemudvikling, projektstyring eller teknisk problemløsning.

Datamatikeruddannelsen er en relativt teknisk uddannelse, hvor du arbejder med alle aspekter, der knytter sig til realisering af IT-systemer. Fokus på uddannelsen er at bibringe dig kompetencer til at kunne bygge IT-systemer, hvorfor færdigheder inden for programmering og systemudvikling er centrale og afgørende.

På uddannelsen får du desuden generel viden om organisation, som betyder, at du forstår den sammenhæng, IT-systemer indgår og anvendes i, samt til teknik, således at du har forståelse for det tekniske miljø, et IT-system afvikles i.

Erhvervsrettet og praksisnær uddannelse

Uddannelsen til datamatiker er en 2½-årig videregående uddannelse, hvor de første fire semestre er baseret på varieret og praksisnær undervisning, såsom projektarbejde og øvelser med udgangspunkt i danske og udenlandske virksomheder.

Dette giver uddannelsen en erhvervsrettet og praksisrelateret dimension, hvor du får indblik i uddannelsens relevans på arbejdsmarkedet.

5. semester består af et praktikforløb i en virksomhed, hvor du får mulighed for at bruge de kvalifikationer, som du har opnået i undervisningen. Det sidste semester vil også indeholde det afsluttende eksamensprojekt, som gerne laves i samarbejde med en virksomhed.

Du har under uddannelsen mulighed for at tage et udlandsophold på 3. og/eller 4. semester.

Lokal uddannelse

Du kan også tage datamatikeruddannelsen på Bornholm. Læs mere om vores lokale uddannelse her.

  • Adgangskrav og optagelse

    Studiestart

    • Sommeroptag i august
    • Vinteroptag i februar

    Ansøgningsfrist

    Her finder du ansøgningsfrister for sommer- og vinteroptag.

    Adgangskrav

    Du kan søge om optagelse under kvote 1 med følgende uddannelser:

    • Studentereksamen (stx)
    • Højere forberedelseseksamen (hf)
    • Højere handelseksamen (hhx)
    • Højere teknisk eksamen (htx)
    • Gymnasialt indslusningsforløb (GIF)
    • EUX (studiekompetencegivende eksamen i forbindelse med erhvervsuddannelse)

    Du kan søge om optagelse under kvote 2 med følgende uddannelser:

    • 3-årig erhvervsuddannelse (påbegyndt efter 1. august 2015)
    • Adgangseksamen til ingeniøruddannelserne

    Søger du om optagelse med én af ovenstående uddannelser, er det et krav, at du har bestået matematik på B-niveau. Vi anbefaler, at du også har bestået engelsk på C-niveau.

    Har du ikke dansk som modersmål, og har du ikke aflagt din adgangsgivende eksamen på dansk, skal du have bestået en af følgende prøver:

    • Studieprøven i dansk (se evt. www.ug.dk)
    • Dansk på niveau A

    Har du svensk eller norsk som modersmål, er du fritaget fra dette krav.

    Læs om

    Hvordan du søger ind ved sommer- eller vinteroptag.

    Optag på kvote 2

    Datamatiker: 50 %

    Hvordan vurderes kvote 2-ansøgninger?

    Kvote 2-ansøgninger vurderes på baggrund af følgende kriterier:

    • Gennemsnit fra adgangsgivende eksamen
    • Den motiverede ansøgning
    • Relevant erhvervserfaring inkl. værnepligt (maks. 12 måneder)
    • Relevant supplerende uddannelse og/eller kurser
    • Anden erfaring, fx højskoleophold, udlandsophold, frivilligt arbejde (min. 3 måneder)
  • Studiets opbygning

    Datamatikeruddannelsen er en fuldtidsuddannelse, der er normeret til 2½ år og består af fem semestre. Uddannelsen består af en række obligatoriske uddannelseselementer og valgfri uddannelseselementer samt praktik og et afsluttende eksamensprojekt.

    De obligatoriske uddannelseselementer dækker kerneområderne systemudvikling, programmering, teknologi og virksomheden og er fordelt på uddannelsens første tre semestre.

    På 4. semester kan du tone din uddannelse med valgfag.

    På uddannelsens sidste semester er du i praktik og skriver derudover dit afsluttende eksamensprojekt.

    Kerneområderne programmering og systemudvikling er de primære fagområder, mens teknologi og virksomheden er at betragte som støttefagområder, da de fokuserer på den kontekst, hvori systemudvikling og programmering foregår.

    Læs mere om semestrenes opbygning

  • Muligheder for videreuddannelse og job

    Muligheder for videreuddannelse

    Med en datamatikeruddannelse har du direkte adgang til følgende Top-up uddannelser:

    Der gives desuden merit for dele af uddannelsen på visse uddannelsessteder. Du har derfor også mulighed for at få en bacheloruddannelse i datalogi, software, informatik eller informationsteknologi på Aalborg Universitet, Aalborg Universitets afdeling i Esbjerg, Århus Universitet, Roskilde Universitet og DTU.

    Desuden giver uddannelsen mulighed for at opnå bachelorgrad i udlandet gennem yderligere studie af typisk 1-2 års varighed.

    Muligheder for job

    Formålet er at uddanne datamatikere til selvstændigt at kunne varetage arbejde med at analysere, planlægge og gennemføre løsninger, der vedrører nyudvikling, videreudvikling og integration af IT-systemer i private og offentlige virksomheder nationalt og internationalt.

    Beskæftigelsen inden for IT-området er god. Faktisk er efterspørgslen efter IT-medarbejdere større end udbuddet. 

    Datamatikeruddannelsen dækker en ikke ubetydelig del af IT-arbejdsmarkedet. Efter endt uddannelse vil du typisk blive ansat som programmør eller systemudvikler. Det skal heller ikke være usagt, at lønniveauet er relativt højt, men at kravene til dine kompetencer også er betydelige.

    Vi tilstræber således ikke blot at give dig en uddannelse, men derimod at give dig en uddannelse, som betyder, du kan få et godt job, og du har kompetencer til at udvikle dig inden for dit job.

    Med uddannelsen bliver du således i stand til at varetage en række forskellige jobs som fx:

    • Systemudvikler
    • Systemanalytiker
    • Programmør
    • Tester
    • Netværksadministrator
    • Systemadministrator
    • IT-konsulent
    • IT-designer
    • IT-arkitekt
    • IT-projektleder

    Brancher, løn og gennemførelse

    Du kan finde mere information om uddannelsen i Uddannelseszoom. Her kan du finde blandt andet se, hvilke brancher færdiguddannede fra uddannelsen arbejder i, hvilken løn en færdiguddannet fra uddannelsen i gennemsnit får, og hvor lang tid det tager en gennemsnitlig studerende at gennemføre uddannelsen.

    I Uddannelseszoom har du også mulighed for at sammenligne informationer om uddannelsen med andre uddannelser på netop parametrene branche, løn, iværksætteri, gennemførsel, frafald og ledighed.

  • Læringsmiljø og studieaktiviteter

    På Cphbusiness ser vi det som vores vigtigste opgave at bidrage til, at du kan udvikle dig, så du kan være med til at skabe fremtidens erhvervsliv.

    Cphbusiness’ studieaktiviteter sigter derfor på at udvikle dine faglige og personlige kompetencer, så du kan navigere i en organisation og skabe værdi på en arbejdsplads eller starte og drive egen virksomhed.

    Studieaktiviteter

    Vi tror på, at du lærer bedst ved at arbejde med konkrete problemstillinger og prøve tingene af i praksis. Derfor er vores studieaktiviteter i mindre grad fokuseret på traditionel undervisning og i højere grad bygget op om aktiviteter, hvor du selv spiller en aktiv rolle. Du får medansvar for og indflydelse på din egen læring. Feedback indgår derfor som et vigtigt element i studieaktiviteterne.

    Studieaktiviteterne vil ud over traditionel undervisning omfatte projektarbejde, casearbejde og opgaveløsning, hvor du gennem samarbejde og dialog løser konkrete opgaver sammen med dine medstuderende og med dine undervisere som vejledere og facilitatorer. Du vil også blive udfordret med digitale studieaktiviteter. En stor del af studiearbejdet foregår som gruppearbejde, og du skal derfor være indstillet på at samarbejde med de forpligtelser, der ligger i dette.

    På Cphbusiness er alle uddannelser tilrettelagt som fuldtidsstudium. Vi forsøger dog at skabe rammer, hvor du både kan studere på fuld tid og passe et fritidsarbejde, så du samtidig med dit studie kan styrke dine erhvervskompetencer. Derfor har du typisk to halve eller en hel skemafri dag per uge, som du kan bruge på dit studiejob, sammen med din studiegruppe eller på din egen forberedelse. Du skal dog forvente, at dit fritidsarbejde primært skal placeres aften og weekend.

    Uddannelse med en verden af muligheder

    På Cphbusiness giver vi dig mulighed for, at du allerede under dit studie kan opbygge og udfolde dine globale, interkulturelle og sproglige kompetencer gennem studieaktiviteter, hvor du samarbejder med studerende fra mange forskellige steder i verden. Som en naturlig del af studiet vil der derfor være undervisningsaktiviteter på engelsk og engelsksproget undervisningsmateriale.

    På alle uddannelser indgår der desuden et obligatorisk praktikforløb, hvor du kan vælge at prøve dine kompetencer af i en virksomhed i udlandet eller i en international virksomhed i Danmark. Derved ruster du dig til det globale arbejdsmarked, der venter dig, når du er færdig med dit studie.

    Hvad vi forventer af dig som studerende

    Aktiv deltagelse i studieaktiviteterne på Cphbusiness er i høj grad med til at klæde dig på til dit fremtidige job. Derfor forventer vi, at du:

    • deltager aktivt i studieaktiviteter med undervisere, i studiegruppe og individuelt
    • deltager i en blanding af studieaktiviteter (for eksempel projektarbejde, workshops, digitale læringsaktiviteter og traditionel undervisning)
    • gerne vil lære i grupper sammen med medstuderende med en mangfoldig baggrund
    • arbejder fuld tid med dit studie – det vil sige cirka 40 timer ugentligt ud over et eventuelt studiejob
    • gerne vil udfordres på dine internationale og sproglige kompetencer
  • Praktik i Danmark

    Efter 2½ år på datamatikeruddannelsen skal du i et 3-måneders praktikforløb. Praktikken er ulønnet og foregår typisk i en privat virksomhed. Du kan fx komme i praktik i en IT-virksomhed eller i en virksomheds IT-afdeling.

    Cphbusiness modtager løbende praktikopslag fra virksomheder, der bliver lagt ud på vores hjemmeside, så de er tilgængelige for alle vores studerende.

    Under praktikdelen skal du udarbejde en praktikrapport, hvor det dokumenteres, at læringsmålene for praktikperioden er opfyldt. Praktikforløbet afsluttes med en hovedopgave af ca. otte ugers varighed, hvor du typisk vil tage udgangspunkt i en problemstilling i din praktikvirksomhed. Hovedopgaven eksamineres på Cphbusiness, og så er du uddannet datamatiker.

  • Praktik og studieophold i udlandet

    At tage praktikken i udlandet er en enestående chance for at udvide dine kompetencer og give dit CV et internationalt præg. Praktikken foregår som i Danmark i en virksomhed, hvor de første tre måneder består af praktikarbejde, hvorefter du kan vælge at forsætte med projektarbejde i virksomheden.

    Du har mulighed for at tage SU'en med dig til udlandet, ligesom du har mulighed for at søge forskellige legater i tillæg afhængig af, hvilket land du vælger.

    Cphbusiness Studie og Karriere assisterer studerende med studieophold i udlandet. Læs nærmere om dine muligheder og tag det første skridt mod dit udlandsophold her.

  • Facts

    Uddannelse

    Datamatiker (erhvervsakademiuddannelse)

    Adresse

    Cphbusiness Lyngby
    Nørgaardsvej 30
    2800 Kgs. Lyngby

    Cphbusiness på Bornholm
    Uddannelsescenteret Snorrebakken
    Snorrebakken 66
    3700 Rønne

    Varighed

    2½ år

    Lektioner pr. uge

    Uddannelsen er en fuldtidsuddannelse. Der er ca. 20 lektioner pr. uge.

    Uddannelsens kerneområder

    • Systemudvikling
    • Programmering
    • Teknologi
    • Virksomheden

    Opbygning

    • 1.-4. semester: Undervisning og projektarbejde.
    • 5. semester: Praktik i ind- eller udland samt projekteksamen.

    Økonomi

    Uddannelsen er SU-berettigende.

  • Eksamen

    1. semester

    Efter 1. semester skal du op til en individuel skriftlig programmeringsprøve. Prøven er del 1 af 1. årsprøve. Karakteren tæller 50% af den samlede karakter for 1. årsprøve.

    2. semester

    Som afslutning på 2. semester skal du op i 1. årsprøve del 2. Prøven tager udgangspunkt i de fire fag, som du har haft på 1. og 2. semester.

    Eksamenen er en projekteksamen, som udarbejdes i grupper. Projektet præsenteres af projektgruppen (maks. 30 minutter), hvorefter du skal op i en individuel eksamination á 30 minutter.

    Der gives en individuel samlet karakter ud fra en helhedsvurdering af projektet og den mundtlige præsentation og eksamination. Karakteren tæller 50% af den samlede karakter for 1. årsprøve.

    3. semester

    På 3. semester skal du op til to eksamener:

    • Programmeringsprøve
    • Systemudviklingsprøve

    I programmeringsprøven skal du trække et spørgsmål inden for emneområdet programmering. Spørgsmålet omfatter både teoretiske og praktiske elementer, og du har 120 minutter til at forberede besvarelserne. Herefter eksamineres du mundtligt i 40 minutter. Der gives karakter ud fra eksaminationen.

    Til Systemudviklingsprøven skal du op i faget systemudvikling. Du trækker et spørgsmål inden for faget, hvorefter der eksamineres i 30 minutter. Der gives en individuel samlet karakter ud fra en helhedsvurdering af et obligatorisk eksamensprojekt og eksaminationen.

    4. semester

    Efter 4. semester skal du op til tre eksamener; én i hvert af dine tre valgfag. Eksamen varierer fra valgfag til valgfag.

    5. semester

    Som afslutning på uddannelsen skal du på 5. semester op til to eksamener:

    • Praktikeksamen
    • Afsluttende projekteksamen

    Praktikprøven er mundtlig og har en varighed på 30 minutter. Der gives karakter ud fra eksaminationen.

    Prøven i det afsluttende eksamensprojekt tager udgangspunkt i et udarbejdet projekt. Eksamen består i en vurdering af projektets dokumenterede leverancer og et mundtligt forsvar af dette. Der gives én samlet karakter, hvor forsvaret primært anvendes til at sikre, at leverancerne er udarbejdet af eksaminanden og sekundært til mindre justeringer i vurderingen af det faglige niveau.

    Eksamensreglement

    Læs eksamensreglementet.

  • Studievejledning

    Cphbusiness Lyngby

    Nørgaardsvej 30, DK-2800 Kgs. Lyngby

    Åbningstider: mandag - torsdag kl. 10.00 - 14.00

    Telefontræffetider: mandag - torsdag 9.00 - 10.00

    E-mail: counsellinglyngby@cphbusiness.dk

    Studievejledere

      Elena Jam Pedersen, Telefon: 36 15 45 14

    Marie Louise Armgaard  Marie Louise Armgaard, Telefon: 36 15 45 14

    Cphbusiness på Bornholm

    Snorrebakken 66, DK-3700 Rønne

    Telefontræffetider: mandag - torsdag 9.00 - 10.00

    Studievejleder

    Charlotte Ibsen, Telefon: 36 15 46 61

  • Studieordning og bekendtgørelse
  • Datamatiker på Bornholm

    Lokal uddannelse

    Cphbusiness har oprettet en række lokale uddannelsestilbud, så du kan få en god start på dit arbejdsliv og ikke behøver at tage til København eller Lyngby for at studere.

    Tæt på

    Som studerende kan du tage uddannelsen tættere på din bopæl og spare transporttid hver eneste dag. Samtidig vil uddannelsen foregå tættere på det lokale erhvervsliv - et erhvervsliv, som spiller en stor rolle på uddannelsen gennem cases, projekter og praktik.

    Der er ikke forskel på indholdet. Uddannelsen er på samme faglige niveau og har samme faglige krav som i København og Lyngby.

    Studiegrupper og aktiv læring

    Studiegrupper er kernen i uddannelsen, og det er i studiegrupperne, at du vil arbejde med projekter, tage fat på virkelige problemstillinger og lære sammen med dine medstuderende.
    Der er opgaver i studiegrupperne hver uge, og du skal regne med, at du skal arbejde sammen med din gruppe flere dage om ugen på skolen.

    Studiet er bygget op omkring din aktive deltagelse i gruppearbejdet og andre aktiviteter. Det er en vigtig del af studiet. Der er ikke meget passiv lytning, og du skal være indstillet på at bidrage med din egen arbejdsindsats.

    Feedback og kontakt til underviseren

    I løbet af din studietid vil du modtage feedback på opgaver og projekter. En del af feedbacken vil komme fra underviserne, men der vil også være meget feedback fra dine medstuderende - både lokalt og fra de studerende i København og Lyngby.

    Du vil også selv skulle give feedback til dine medstuderende i løbet i studiet.

    Din underviser vil du møde fysisk én til to dage om ugen, og der vil være mulighed for at have virtuel kontakt fire til fem dage om ugen.

    Ugeplaner og digital dannelse

    Studiet er bygget op af sammenhængende moduler på tre til fem ugers varighed, og der ligger planer, så det er nemt for dig at se, hvad du og dine medstuderende skal i løbet af forløbet.

    Du kommer til at arbejde med digitale materialer i løbet af studiet, bl.a. videoer, onlineplatforme, videoopkald og meget mere. Du har mulighed for at arbejde selvstændigt med materialerne, gense videoerne og studere fleksibelt.

    Studiet er på forkant med fremtidens læringsformer, og det giver dig en erfaring, du vil kunne bruge i fremtiden. Vi har fokus på, at du bliver digitalt dannet, og vi hjælper dig godt i gang.

    Lær at studere

    I begyndelsen af studiet vil der være et opstartskursus, hvor du lærer dine medstuderende at kende og bliver klædt på til at studere lokalt.

    Du lærer bl.a.:

    • hvordan det fungerer teknisk
    • hvordan du arbejder i studiegrupper
    • hvordan du etablerer lokale netværk
    • hvordan du lærer bedst
    • hvordan du giver og modtager feedback

    Hvis du vil vide mere om Cphbusiness' lokale udbud på Bornholm, er du velkommen til at kontakte vores studievejledning.