På Cphbusiness Lyngby skaber vi den bedst mulige uddannelse – sammen med dig. Vi tror nemlig på, at medansvar og indflydelse bidrager til udvikling – både af dig og din uddannelse. Undervisere og studerende er aldrig langt fra hinanden, og derfor kan vi skabe den bedste uddannelse og det bedste studiemiljø sammen.
Vi arbejder med konkrete opgaver for virksomheder
Alle uddannelser er sat sammen, så du som studerende har mulighed for at udvikle praktiske, innovative og internationale kompetencer, der skaber værdi for din fremtidige arbejdsplads. Vi har fokus på høj faglighed og en tæt forbindelse til erhvervslivet. Derfor arbejder vi med virksomhedscases og konkrete opgaver for virksomheder i undervisningen, så du får prøvet teorien af i praksis.
Du bliver del af et internationalt studiemiljø
Vi forventer, at vores studerende involverer sig og har lyst til at udvikle deres personlige og faglige kompetencer, når vi udfordrer dem med samarbejde på tværs af faglighed, uddannelse og nationalitet.
De mange aktiviteter på tværs af fag og uddannelser skaber desuden grobund for et spændende og dynamisk studiemiljø med gode sociale og faglige relationer mellem de studerende.
Cphbusiness Lyngby udbyder danske og internationale uddannelser inden for IT og Multimedie, Innovation og Entrepreneurship, Service og Oplevelse, Økonomi og Finans og Salg og Markedsføring.
Lyngby er en større by, hvor nogle af landets største virksomheder har hovedkvarter. Byen har en hyggelig hovedgade og et stort shoppingcenter, hvor du finder caféer, restauranter og butikker.
Cphbusiness Lyngby ligger tæt på motorvejen og ca. 10 minutters gang fra Lyngby Station, hvorfra du hurtigt og nemt kommer til fx København. Ankommer du i bil, henviser vi til parkering på Firskovvej. Efter kl. 17 kan du desuden parkere på p-pladserne lige over for Cphbusiness, der i dagtimerne tilhører Jyske Realkredit.
Find kontaktinfo her