3 gode råd til din jobansøgning og samtale

Tidligere studerende på Cphbusiness Caroline Hannibal Strandgaard er Head of Marketing i Basic Apparel. Læs hendes tre bedste råd til en god ansøgning og samtale her.

Når man er studerende eller netop færdiguddannet kan det være svært at vide, hvordan man skriver en god ansøgning, og hvordan man kommer til jobsamtale. Sådan havde Caroline Hannibal Strandgaard det i hvert fald, efter hun afsluttede markedsføringsøkonomuddannelsen og professionsbacheloruddannelsen i international handel og markedsføring på Cphbusiness.

Derfor får du her hendes tre bedste råd til, hvordan du skriver en god ansøgning, og hvad du skal være opmærksom på til en jobsamtale:

1. Skriv fra hjertet

Det er afgørende, at du forholder dig til, hvordan du vil løse de opgaver, stillingsopslaget indeholder. Derfor er det vigtigt at fremhæve, hvad DU er god til, og hvad DU kan gøre for virksomheden. Selvom du måske ikke har meget erfaring, kan du stadig fortælle, hvordan du har løst opgaver under din uddannelse, fx om du er god til at få idéer, til at afslutte opgaver, eller til at arbejde struktureret.

2. Vær hurtig

Det er en fordel at være blandt de første til at søge en stilling. Hvis der i et stillingsopslag står "samtaler afholdes løbende" eller lignende, så er det en god ide at sende en ansøgning hurtigst muligt. Mange organisationer tager nemlig ofte udgangspunkt i de første ansøgninger, de modtager. Så sørg for at være hurtig.

3. Vær dig selv til samtalen

Hvis du bliver inviteret til en samtale, er virksomheden interesseret i at lære dig bedre at kende. Der er derfor en stor sandsynlighed for, at virksomheden allerede mener, du er kvalificeret til stillingen. Men ved samtalen handler det om at afdække, om der er et match. Både du og virksomheden har en interesse i at se, om du passer ind. Derfor er det vigtigt at du er dig selv og ærlig til samtalen, så du kan se, om der er god kemi mellem dig og virksomheden. Du kommer længst med at være dig selv, for hverken du eller virksomheden har lyst til at opdage efter prøveperioden, at man ikke ønsker at fortsætte samarbejdet. Du skal nok lære opgaverne at kende. Men det vigtigste er, at du passer ind i et team.

Held og lykke med jobsøgningen!