Louise Johnsens oplevelse som praktikant

Louise Johnsen læser professionsbachelor i international handel og markedsføring og bliver færdig med studiet i juni 2014. I forårssemestret 2014 var hun i praktik hos Wonderful Copenhagen.

15. maj 2014

Louise Johnsen fortæller her, hvordan det er at være i praktik:

Hvordan kom du i praktik hos Wonderful Copenhagen?

- Jeg søgte på internettet via forskellige jobdatabaser og faldt over stillingen. Jeg søgte stillingen og kom til samtale, hvor jeg fik stillingen ud af 10-12 andre ansøgere.

Hvad arbejder du med på din praktikplads?

- Jeg sidder hovedsageligt med Wonderful Copenhagens leisure pass Copenhagen Card, herunder markedsføring og salg af dette. P.t. fylder Eurovision en del i Wonderful Copenhagen, så sideløbende med mine Copenhagen Card-opgaver, er jeg også koordinator over frivillige til Eurovisionen.

Hvordan bruger du dit studie på din praktikplads? 

- Jeg har en masse faglig viden fra Cphbusiness, som jeg jo bruger dagligt, på den ene eller anden måde. I kraft af mit salgsarbejde for Copenhagen Card har jeg bl.a. anvendt en del forhandlingsteknik.

Hvad har været det bedste ved din praktikperiode? 

- I praktikperioden har jeg nydt, at der har været strukturerede opgaver, men også mange ustrukturerede. Jeg har haft frihed, og jeg er blevet vist stor tillid til at løse opgaver på min måde. Dette ansvar har været enormt rart at arbejde under. Jeg har dog lært, at jeg skal være lidt bedre til at spørge andre kloge hoveder til råds! ;)

Hvilke gode råd vil du give til andre, som skal i praktik?

- Råd nummer 1 til praktikansøgere er helt klart at læse deres ansøgning igennem for stavefejl! Det lyder banalt, men en ansøgning med stavefejl er simpelthen en frasorteringsårsag. Råd nr. 2: Skriv en ansøgning, hvor du sælger dig selv. Fortæl, hvorfor du er den bedste til stillingen!