Studerende vandt Startup Weekend Øresund

Studerende fra Cphbusiness var at finde i de teams, som i weekenden 23-25 oktober vandt henholdsvis førstepræmien, Best Pitch og Best Innovative Idea på årets Startup Weekend Øresund.

28. oktober 2015

EasyBikeFinder med Martin Antos i midten. Foto: Julia Mihalyiova.

Igen i år var færgen Tycho Brahe rammen for Startup Weekend Øresund, og igen i år var der entreprenante deltagere fra Cphbusiness.

Det team, som vandt førstepræmien, bestod af vores egen Martin Antos, som studerer i Lyngby, og Philip Staib, Miclea Catalin Ionut, Bruce Kim og Andreea Ioanna. De udviklede en forretning, som ved hjælp af en app og lidt elektronik skal gøre det muligt, at finde sin cykel i fx cykelmyldret på Nørreport Station. Teamet, som navngav deres forretning EasyBikeFinder, skal nu 12 uger i THINKs acceleratorprogram, inden de kan flytte ind i Helsingørs Erhvervspark, hvor de har mulighed for at bo gratis det kommende års tid. Derudover vandt teamet et gavekort fra HH Ferries, som kan bruges til rejser over sundet eller til at holde minikonference ombord på fx Tycho Brahe.

Startup Weekend giver praktisk forståelse

Vinderteamet af ”Det bedste pitch” havde fornøjelsen af en vores studerende, Sebastian Holmgaard, som studerer på Cphbusiness Søerne i Nansensgade. Dette teams forretningsidé hedder Whoosh og hjælper rejsende med at fordrive ventetiden i lufthavnen i forbindelse med mellemlandinger. Sebastian Holmgaard mente selv, at udover nye venner og netværk, så havde de 54 timers Startup Weekend også givet ham en praktisk forståelse af, hvad det kræver at lave et succesfuldt startup og at teamets sammensætning er altafgørende.

Også i teamet, der vandt ”Den Bedste Innovative Idé”, var Cphbusiness repræsenteret. Cristi Niță var med på teamet, der arbejder med kunstig intelligens og er i gang med at udvikle et system, som kan fremme den kognitive intelligens via refleksive spørgsmål, som systemet selv genererer via spørgsmål, brugeren stiller.

Sebastian Holmgaard pitcher sin ide til Startup Weekend Øresund 2015.

Sebastian Holmgaard studerer til daglig på Cphbusiness Søerne og var en del af gruppen, der vandt "Den bedste pitch". Foto: Julia Mihalyiova.

Dette års Global Facilitator var Rune Gregers Meyer, som dels underviser på Cphbusiness Lyngby og dels er projektleder på vores projekt ”Social mobilitet og Fastholdelse”, der fysisk holder til på Cphbusiness Søerne i Nansensgade.

- Startup Weekend er et mini-eksperimentarium, hvor vi giver deltagerne mulighed for at gøre en forretningsidé til en virkelig startup i løbet af 54 timer, siger Rune Gregers Meyer og fortsætter:

- af de mere end 300.000 startups, der er resultatet af Startup Weekend ved vi, at 36 pct. stadig er i live efter tre måneder. Det er ret godt gået, siger han.

"No talk, all action"

Baggrunden for denne succesrate er, forklarer Rune Gregers Meyer, at deltagerne presses til at gå ud til kunderne og konfrontere dem med deres idé. Denne validering giver hurtigt svar på, om deres forretningsidé har gang på jord. Startup Weekend er en del UP Global, der arbejder på at opbygge lokale ’communities’ for entreprenører. Ud over lokale sponsorer, som fx Scandlines, så er det organisationer som Google for Entrepreneurs, Coca Cola og Post-it, der står bag UP Global, hvor Rune Gregers Meyer, som global facilitator, inspirerer til ”No talk, all action."

UP Global Facilitator Rune Gregers Meyer i forbindelse med Startup Weekend Øresund

UP Global Facilitator Rune Gregers Meyer i forbindelse med Startup Weekend Øresund. Foto: Julia Mihalyiova.