Hele verden kom til Cphbusiness i uge 46

Den 9. til 13. november løb International Week af stablen på Cphbusiness for første gang. 

18. november 2015

På alle uddannelser var ugen dedikeret til at styrke det internationale mindset. Det faglige indhold blev tilrettelagt ude på uddannelserne, hvilket resulterede i en bred vifte af internationale aktiviteter.

Ved fx at arbejde med at forbedre de studerendes tekniske engelsk satte Cphbusiness Laboratorie og Miljø fokus på at begå sig i en international virksomhed, der arbejder på tværs af landegrænser og kulturer.

Fokus på projekter og kulturer

I løbet af ugen var der en sand perlerække af oplæg; bl.a. fortalte indiske Priyanka Pasupuleti, der til dagligt arbejder for Mott MacDonald i Storbritannien, om sine oplevelser med at arbejde på internationale projekter på tværs af landegrænser og om at være udstationeret i et andet land.

Derudover holdt kulturkender Richard Gesteland fra USA oplæg på alle afdelinger i løbet af ugen og gjorde studerende og undervisere klogere på, hvordan de bør kommunikere på tværs af kulturer.

Anlægsgartner Shaun Greetham præsenterede sin britiske virksomhed, Unique Landscapes Ltd, på multimedieuddannelsen, hvor de studerende efterfølgende skulle udarbejde en case om, hvordan hans virksomhed bør trænge ind på det danske marked.

23 internationale gæster

Desuden pitchede studerende fra innovation and entrepreneurship deres virksomhedsideer til Vinod Kaushal, som er en britisk medicinal entreprenør og investor, mens finansøkonomerne bl.a. overværede en paneldebat om Euroen mellem Martin Lidegaard (MF), professor Finn Østrup fra CBS og Kenneth Bergth (MF).

Ugen blev afrundet med en Go Abroad Fair, hvor 250 studerende dukkede op for at blive klogere på studie- og praktikmuligheder i udlandet.

I alt var der 23 internationale gæster fra Storbritannien, Frankrig, Colombia, Holland, Litauen, Ungarn, Finland, Tyskland og USA involveret ude på uddannelserne. Såvel internationale virksomheder som partnerinstitutioner var repræsenteret, mens der i løbet af ugen også var besøg af en lang række indenlandske gæsteforelæsere.

Gense ugen i billeder

International Week bød på masser af aktiviteter, spændende oplæg og inspiration fra den store verden.

Du kan gense ugen i billeder og tekst på Cphbusiness' facebookside her

Se billederne fra fredagens Go Abroad Fair her