Det Kongelige Teater spørger studerende om hjælp

Det er nogle af de allerstørste navne inden for sponsoraktiviteter i Danmark, som de studerende på faget sponsering på Cphbusiness kommer i kontakt med. Blandt andet Det Kongelige Teater og Carlsberg.

03. november 2016

Giv et bud på den bedste sponsorcase for Det Kongelige Teater, og fortæl, hvordan vi gør det attraktivt at sponsorere Det Kongelige Teater.

Sådan sagde sponsorat og fundraising manager Michael Frandsen fra Det Kongelige Teater den 27. oktober 2016 til den gruppe markedsføringsøkonomstuderende på Cphbusiness Søerne, der har valgt faget sponsering på tredje semester.

Det Kongelige Teater har hvert år over 60 millioner kroner i sponsorindtægter, hvoraf hovedparten kommer fra fonde, men teatret vil gerne i dialog med virksomheder og skabe flere sponsorat-løsninger for dem. Kulturinstitutionen erkender, at den bør udfordre sig selv for at blive bedre til det.

- Unge studerende fra Cphbusiness er dygtige, de kan analysere sponsoratmuligheder og definere det rette fit og kan derfor hjælpe os med nye ideer, siger Michael Frandsen.

Adjunkt Carsten Buhl fra Cphbusiness fortæller, at de studerende på faget bliver presset hårdt på både læsemængde og indsats.

- De studerende skal læse og arbejde meget. Der er rigtigt mange artikler og caseanalyser, som de skal igennem. Til gengæld får de mulighed for at møde det ypperste inden for danske sponsoraktiviteter, siger han.

Carlsberg, Dansk Ishockey Union, Det Kongelige Teater og Rødovre Mighty Bulls

Valgfaget sponsering varer seks uger. I forløbet har de studerende haft besøg af Carlsberg, der fortalte om aktivering og ROI-måling på Danmarks absolut største sponsorat: EM i fodbold.

Dansk Ishockey Union har også deltaget og fortalte om Danmarks største sportsbegivenhed nogensinde: VM i ishockey i 2018, og Danmarks største kulturinstitution, Det Kongelige Teater, kom forbi for at få hjælp til at gøre sig selv mere attraktiv for virksomheder og nye kulturgæster.

De studerende har en uge til at arbejde på casen, fortæller Carsten Buhl. Processen og fordeling af opgaver står de selv for, og fredag den 4. november er der tilbagemelding til Det Kongelige Teater.

Er idéerne gode, planlægger Michael Frandsen og hans kolleger at gennemføre dem.

Der er 30 studerende på valgfaget sponsering, som dækker 10 ECTS points og løber i to runder i efteråret.

Formålet med faget er at forstå, hvilke unikke muligheder sponsormarkedsføring giver virksomheder i deres marketingmix, men også at klargøre, hvilke faglige problemstillinger der er, og hvordan god og gennemtænkt aktivering er nøglen til at opnå kommerciel succes med sponsering, fortæller Carsten Buhl.

De studerende har travlt med arbejdet, som blandt andet indbefatter en tur forbi Rødovre Mighty Bulls' hjemmebane til ishockeykamp som en del af deres samarbejde med klubben.


Sponsorchef Michael Frandsen præsenterer Det Kongelige Teaters sponsorater og aktiviteter.