Fem virksomheder i finalen om bedste praktikophold

Praktikophold i Aasted, Azets, Debitoor, Nordea Lyngby og The Roger Smith Hotel er de fem finalister i Årets Cphbusinesspraktik 2016/2017. Vinderen kåres den 24. april.

06. april 2017

De fem nominerede virksomheder til Årets Cphbusinesspraktik 2016/2017 er:

Klik for at læse mere om de enkelte praktikophold.

- De fem kandidater har alle kunnet kombinere teori og praksis og dermed tilført praktikvirksomhederne stor værdi. Det er sket i et tæt samarbejde med virksomhederne, der har udvist stor åbenhed og villighed til at lade praktikanterne udfolde sig og sætte deres personlige præg på opgaveløsningen, siger Søren Meyer, der er centerchef for Studie og Karriere på Cphbusiness og en del af den fagjury, som har valgt finalisterne.

Idéen med prisen er at hylde praktikanterne, praktikvirksomhederne og det fælles udbytte, der kommer ud af de over 2.200 årlige praktikophold for studerende på Cphbusiness alene. Den erhvervserfaring, de studerende får gennem praktikken, er en værdifuld del af uddannelsen.

Fakta

Årets Cphbusinesspraktik 2016/2017

Vinderen af Årets Cphbusinesspraktik findes på Cphbusiness City den 24. april af en jury, der består af:

  • Nikolaj Lubanski, direktør for Talent Attraction, Copenhagen Capacity
  • Jørgen Andersen, netværkschef, NOCA - Network of Corporate Academies
  • Ole Gram-Olesen, rektor, Cphbusiness
  • Frank A. Mathiasen, innovations- og udviklingschef, Cphbusiness

Sidste år vandt IT-virksomheden Praqma Årets Cphbusinesspraktik: Praktikforløb i Praqma kåret som årets bedste

National finale i Operaen den 16. maj

Vinderen af Årets Cphbusinesspraktik går videre til den nationale finale den 16. maj, hvor vinderne fra alle landets erhvervsakademier dyster om titlen som Årets Erhvervsakademipraktik i Operaen i København.

Vinderen bliver udvalgt af juryen, der består af:

  • Søren Pind, uddannelses- og forskningsminister, Venstre
  • Christine Antorini, formand, Folketingets forsknings- og uddannelsesudvalg, Socialdemokratiet
  • Stina Vrang Elias, direktør, Tænketanken DEA
  • Kim Simonsen, forbundsformand, HK
  • Anne-Mette Stender, HR-chef, Home

Kontakt

Vil du vide mere om Årets Cphbusinesspraktik 2016/2017, kan du kontakte:

Martin Ove Christensen
Kommunikationsmedarbejder
Telefon 36 15 46 75
E-mail moch@cphbusiness.dk

Maja Bonibay
Kommunikationsmedarbejder
Telefon 36 15 49 79
E-mail mbon@cphbusiness.dk

  • Aasted

    Aasted ApS er en af de fem finalister, fordi virksomheden har formået at give deres praktikant Lasse Fonnesbek Drustrup et lærerigt og udfordrende praktikforløb i topklasse.

    Lærerigt og alsidigt

    Lasse Fonnesbek Drustrup var i praktik i efteråret 2016 på professionsbacheloruddannelsen i international handel og markedsføring, men nu er han fastansat i virksomheden, han hurtigt kom til at kende.

    - Jeg har ikke kun fået lov at arbejde med marketing, men også med andre processer inden for salg og produktion på mange forskellige niveauer, siger Lasse Fonnesbek Drustrup.

    Han fremhæver den tillid, han er blevet givet og det ansvar, han har fået lov at tage, da han var praktikant. Aasted ApS har han indstillet til Årets Cphbusinesspraktik i håbet om, at andre studerende kan få samme oplevelse.

    At gribe mulighederne

    - Det er altid en hæder, at nogen lægger mærke til, at vi er der. Vi er ikke som sådan kendt i det danske samfund, men at nogen får os på radaren for det, vi laver og udvikler, det er vi glade for. Vi har jo brug for dygtige unge mennesker, som kan være med til at udvikle virksomheden videre, siger Allan Aasted, medejer, vicebestyrelsesformand og tidligere direktør i Aasted ApS.

    Både Allan Aasted og nærmeste chef under praktikforløbet, marketingchef Anders Bigom, roser Lasse Fonnesbek Drustrup for at gribe mulighederne, når de opstår.

    - Der er et fedt drive, og han er utrolig imødekommende. Samtidig er han åben for at kaste sig ud i noget nyt og lave nye opgaver, også selvom det måske ikke er hans boldgade, siger Anders Bigom.

  • Azets

    Azets er udvalgt til finalen, fordi virksomheden har formået at strukturere et solidt praktikforløb med en god balance mellem udfordringer og trygge rammer.

    Det gode match

    - Jeg indstillede Azets, fordi jeg synes, at de har taget rigtig godt imod mig, og de har været åbne over for de ting, jeg gerne ville lære og få et indblik i. Og så har de taget imod mig, som var jeg en almindelig medarbejder lige fra starten af, siger Marie Vilsøe, der er i slutningen af sit praktikforløb som financial controller.

    Hun var meget bevidst om at komme i praktik hos Azets, hvor der var mulighed for at arbejde med en bred vifte af opgaver. Hendes kompetencer har passet rigtig godt med, hvad virksomheden efterspørger, fortæller nærmeste medarbejder i praktikforløbet, graduate Simon Kastrupsen fra Azets.

    - Jeg vil sige over forventning. Marie har været utrolig motiveret og budt ind på opgaver. Hun har også fået lov til at være meget selvkørende og få en masse projekter allokeret til hende. Så jeg synes, at det har været et kanongodt match, både fagligt og personligt, siger han.

    Plads til læring

    Fra Azets side er der stor glæde over at være indstillet og i finalen.

    - Det er jo en kæmpe cadeau, kan man sige. Det betyder, at vi gør det godt, og at Marie har været glad for at være her og forhåbentlig har fået en masse med sig i bagagen. At hun har rykket sig, siger HR konsulent Annemarie Franke.

    Og rykket sig, det har Marie Vilsøe ifølge Cphbusiness’ fagjury, der skar feltet af praktikophold ned til fem.

    - Azets har givet Marie gode udviklingsmuligheder, og hun er blevet behandlet som en ligeværdig medarbejder. For eksempel i forbindelse med udarbejdelse af et likviditetsbudget har Marie i den grad kunnet koble teori og praksis og dermed oplevet relevansen af den viden, som hun har erhvervet sig som financial controller. Trygge rammer og mange faglige udfordringer har ført til en markant udvikling af Maries kompetencer, lyder det i begrundelsen.

  • Debitoor

    Debitoor har gennem praktikforløbet på datamatiker-uddannelsen givet Daniel Hillmann mulighed for at bruge sine evner på konkrete og vigtige projekter og dermed skabt et lærerigt praktikophold. Derfor er IT-virksomheden blandt de fem finalister.

    Rigtige projekter, rigtig læring

    Hos Debitoor er der stor glæde over at være finalist i Årets Cphbusinesspraktik.

    - Det er vi jo selvfølgelig rigtig, rigtig glade for. Vi har aldrig haft en praktikant før i udviklingsafdelingen, så det var nyt for os. Det har været rigtig spændende og et lærerigt forløb for os også, for det er jo vigtigt, at vi som virksomhed også formår at lære fra os, og at praktikanten får noget ud af det, siger seniorudvikler Jonatan Pedersen fra Debitoor.

    I praktikforløbet på datamatiker-studiet har Daniel Hillmann arbejdet med nogle af de vigtigste ting i virksomheden, og så har han bidraget fra dag ét og fået meget ansvar, lyder det.

    - Det har været superspændende. Det er selvfølgelig nyt lige i starten. Man kommer dér som studerende og får så meget ansvar, men det er også det, man lærer noget af. Og det er jo ikke fordi, jeg har stået helt alene. Jeg har fået hjælp af de andre også, siger Daniel Hillmann, der efter praktikopholdet er blevet fastansat i en deltidsstilling sideløbende med de videre studier.

    Levede op til alle forventninger

    I Debitoor vidste de ikke præcis, hvilket niveau de kunne forvente, at praktikanten fra datamatiker-studiet var på.

    - Vi har været rigtig positivt overraskede over Daniel. Det er fedt at se en, der bare tager tyren ved hornene og har en fantastisk arbejdsmoral, siger Jonatan Pedersen fra Debitoor.

    Og fra Daniel Hillmanns side af har der også været stor tilfredshed med forløbet. Det er grunden til, at han har indstillet sin praktikvirksomhed.

    - Det var, fordi jeg selv var supertilfreds med at have været der. Jeg syntes, at det var så godt, og at jeg fik meget ud af at være der. At komme ud og prøve alt det, som vi har lært i skolen i det virkelige liv. Det levede op til alle mine forventninger, siger Daniel Hillmann.

  • Nordea Lyngby

    Nordea Lyngby har givet den finansbachelor-studerende Jonas Bang Andersen et udfordrende og solidt praktikophold. Derfor er de blandt de fem finalister til Årets Cphbusinesspraktik.

    På lige fod med de fastansatte

    Fra første dag gjorde Jonas Bang Andersen det klart, at han arbejdede for at blive lige så god som andre bankrådgivere.

    - Om vi kom helt i mål, det skal jeg ikke være den, der vurderer, men jeg ved i hvert fald, at jeg lærte en hel masse, og til sidst i praktikforløbet holdt jeg en masse møder og lavede bankrådgiverarbejde, siger Jonas Bang Andersen, der har valgt at nominere sit praktikophold for at fremhæve de gode kolleger og ikke mindst bankrådgiver Elise Eilsborg, der var hans praktikvejleder.

    De to satte sig i begyndelsen af forløbet og blev enige om forventningerne. De høje forventninger betød, at Jonas Bang Andersen skulle lære lige så meget som en fastansat i banken.

    - Så vi har faktisk kørt ham fuldstændig som en bankrådgiver. Han har været med på lige så mange møder som bankrådgiverne, og han har fået lov at holde møder sammen med bankrådgiverne, hvor det er ham, der fører ordet. Vi har prioriteret, at han hele tiden skulle udvikle sig i den periode, han var her, siger Elise Eilsborg.

    Kunne ikke lade være

    Nordea Lyngby gør meget for at uddanne næste generation, og finalepladsen betyder noget for dem.

    - Vi gør meget ud af vores praktikanters ophold, og vi har også hørt fra andre praktikanter, at de siger videre til hinanden, at det er et godt sted at være. Så det betyder også, at det kan betale sig at bruge nogle ressourcer på at lære dem mest muligt i den tid, de er her, og inkludere dem som en del af medarbejderne og ikke bruge dem til nogle opgaver, som ikke er udviklingsfremmende, siger Elise Eilsborg og slutter;

    - Vi er rigtig glade for det, og vi ser det som en bekræftelse af, at vi gør det rigtige, og at det godt kan betale sig at bruge ressourcerne på det.

    For Jonas Bang Andersens vedkommende var prisen en mulighed for at give noget tilbage.

    - Da jeg så opslaget fra Cphbusiness, om at man kunne indstille, tænkte jeg; okay, det er den ideelle mulighed for at rose mine kollegaer, at vise dem, at jeg har været glad for det. Jeg kunne ikke lade være, siger han.

  • The Roger Smith Hotel

    Roger Smith Hotel i New York er en af de fem finalister, fordi de har skabt et praktikophold, hvor serviceøkonompraktikanten Christoffer Terkelsen har kunnet udvikle sine kompetencer og samtidig bidrage til virksomheden.

    Teoretisk viden bliver brugt

    Da Christoffer Terkelsen fik øje på muligheden for at nominere sit praktikophold til Årets Cphbusinesspraktik, fik det tankerne i gang.

    - Hvad har jeg egentlig lært de sidste tre måneder? Og jeg synes bare, at det har været helt fantastisk at være her i New York og lære så meget omkring, hvordan tingene også kan foregå. Og være en del af et familieejet hotel i Midtown Manhattan, hvor det ellers er meget corporate. Det er bare helt fantastisk, siger Christoffer Terkelsen, der er ved at uddanne sig til serviceøkonom.

    I indstillingen fik han sat ord på rigtig meget af det, han har lært. Blandt andet, hvordan han har haft rig mulighed for at overføre teori på uddannelsen til praksis for hotellet.

    - Christoffer har både oplevet personlig og faglig udvikling i sit praktikforløb og oplevet, hvorledes teoretisk viden fra studiet som serviceøkonom har kunnet omsættes til praksis, lyder det i begrundelse fra Cphbusiness’ fagjury, der har udvalgt de endelige fem praktikophold.

    Tradition for uddannelse

    The Roger Smith Hotel i New York har en lang tradition for uddannelse, fortæller Vice President Phoebe Knowles.

    - Vi er ekstremt beærede over at blive nomineret til denne skønne pris. Vores uddannelsesprogram er en kilde til stolthed for os på Roger Smith Hotel, og vi tror stærkt på, at programmet gør gensidig gavn for praktikanterne og de fuldtidsansatte, siger hun.

    Programmet har kørt i 20 år, og selvom hotellet normalt kun antager praktikanter, der kan være der i et helt år, så lykkedes det Christoffer Terkelsen at få fire måneders praktik, som er normen på serviceøkonom-studiet. Det har givet ham massevis af lærerige oplevelser at se tilbage på, blandt andet professionel ’networking’.

    - Det har rykket grænser for mig personligt at skulle tage initiativ til at kontakte et menneske, som slet ikke er klar på, at man henvender sig. Det er utroligt, hvad man kan opnå fra at sidde og tale over en kop kaffe, til pludselig at have et event her på hotellet, siger han.