Du skal aldrig holde dig tilbage

Du skal aldrig være bange for at åbne munden og sige noget. Du har alt at vinde og intet at miste, siger Tanja Nadia Petersen, der har grebet mulighederne, når de har budt sig.

23. maj 2017

Det startede som en opgave på studiet, men endte med en praktikplads hos Tivoli og et udfordrende job hos Nimb. Ved hvert skridt på vejen har det været modet til at rejse sig op og sige sin mening, der har ført til nye muligheder.

- Jeg var jo ikke bare dumpet ned på Nimb, jeg havde selv stukket min snude frem og været proaktiv. Det kan godt betale sig. Hvis man har nogle idéer, så skal man ikke bare sidde på sine hænder, siger Tanja Nadia Petersen, der studerer på erhvervsakademiet Cphbusiness.

Praktikken i Tivoli kom i stand efter at hun havde kontaktet medlemmer af Tivolis erhvervsklub direkte i forbindelse med en opgave på studiet. Jobbet hos Nimb kan hun spore tilbage til, at hun som ny praktikant i Tivoli rejste sig op til et kvartalsmøde med 200 sælgere for at sige sin mening.

- Man skal aldrig være bange for at åbne munden. Jeg har aldrig oplevet noget negativt, og det er samtidig en måde at blive husket på, siger Tanja Nadia Petersen, der efter sit serviceøkonomstudie er fortsat på overbygningen professionsbachelor i international hospitality management på Cphbusiness.

Man skal gribe mulighederne

Jeg var meget målløs, da chefen foreslog mig at overtage et ejerløst projekt.

På Nimb blev hun til sin store overraskelse forslået at stå i spidsen for et projekt, som på daværende tidspunkt ikke havde nogen ejer. Hun skulle med andre ord være alene om arbejde med merchandise på Nimb.

- Jeg var meget målløs, da chefen foreslog mig at overtage et ejerløst projekt. Min første indskydelse at takke nej og sige, at jeg ikke havde kompetencerne til det, men man skal jo også stole på sig selv, siger Tanja Nadia Petersen.

Den første indskydelse fulgte hun heldigvis ikke, hun takkede ja til opgaven, der endte med at række langt ud over praktikken og føre til et år som timeansat.

- Det gælder om at gribe de læringsmuligheder, når de dukker op, og så hapsede jeg den, siger Tanja Nadia Petersen, der kan se tilbage på en hård og lærerig tid.

Businessverden

Som serviceøkonomstuderende var Tanja Nadia Petersen vant til at have fokus på de blødere værdier i service og oplevelse, men det nye job indeholdt også opgaver som fx forhandling af priser med leverandører.

- Det var virkelig hårdt, og jeg har måtte arbejde meget med mig selv på det personlige og det professionelle plan for at leve op til rollen. Men det er jo dér, man vokser, siger hun.

Tanja Nadia Petersen sætter også fingeren på, at den forretningsmæssige del kan være en maskulin verden.

- Som kvinde har jeg lært meget af at være i denne her businessverden, for businessverdenen er lidt maskulin i det, siger hun og peger på sin baggrund som serviceøkonom, hvor fokus er på service og oplevelse.

- Der er også den del af forretningen, der hedder forhandling og produkter. Hele den hardcore budgetmæssige del, som man også bliver nødt til at rumme, før man er en god fagperson. Jeg fik øjnene op for helheden i det, siger hun.

Gode råd

Hvis Tanja Nadia Petersen skal give et par råd med på vejen, så lyder de:

  1. Speak up! Der er intet at miste og alt at vinde. Hvis du synes, at det er en god idé, så kan det være, at der er andre, der også synes det. Også hvis det er spørgsmål; du skal ikke være bange for at virke dum. Ofte er der andre, der sidder med samme spørgsmål, men ikke tør spørge. Hvis du har noget på hjerte, der fylder, så skal du ikke være bange for at få det ud.
  2. Vær proaktiv. Du skal ikke sidde og vente på, at alle mulige gyldne muligheder for en karriere falder ned i skødet på dig. Ting sker ikke af sig selv. Du skal bevæge dig, hvis du vil et sted hen.

Fakta

Serviceøkonom er en erhvervsakademiuddannelse, der tager 2 år. Professionbachelor i international hospitality management tager halvandet år. Praktik er obligatorisk på alle uddannelser.