Få en gratis kop kaffe og en snak om uddannelseskvalitet
De Studerendes Akkrediteringsråd giver studerende fra Cphbusiness gratis kaffe i næste uge.
05. maj 2017
Cphbusiness har i april måned indledt en proces, som kaldes institutionsakkreditering. Processen skal i korte træk sikre, at Cphbusiness som uddannelsesinstitution er i stand til at sikre og udvikle uddannelser af høj kvalitet.
I den forbindelse vil STAR - De Studerendes Akkrediteringsråd gerne byde alle studerende på en gratis kop kaffe og en snak om uddannelseskvalitet.
Formålet med STARs besøg er at sætte fokus på inddragelsen af studerende i kvalitetsarbejdet, herunder de studerendes rolle i forbindelse med institutionsakkrediteringen, men det er også en mulighed for, at du kan tilkendegive din mening om kvaliteten på din uddannelse.
To medlemmer af STAR og to medarbejdere fra Cphbusiness' kvalitetsenhed vil stå ved kaffevognen, og de er parate til at besvare dine spørgsmål og lytte til dine erfaringer med uddannelseskvalitet.
Hvis du er nysgerrig på, hvad institutionsakkreditering går ud på, kan du læse mere på Danmarks Akkrediteringsinstitutions hjemmeside her: Institutionsakkreditering.
Kaffevognen besøger to af Cphbusiness' afdelinger:
- Onsdag den 10. maj 2017
Cphbusiness Søerne, Nansensgade 19
Klokken 11.00 til 13.00 - Torsdag den 11. maj 2017
Cphbusiness Lyngby, Nørgaardsvej 30
Klokken 11.00 til 13.00
Arrangementerne er åbne for alle studerende på Cphbusiness, og vi håber på at se så mange som muligt - også selvom du ikke læser på Cphbusiness Søerne eller Cphbusiness Lyngby.
Vi ser frem til at møde dig!
Med venlig hilsen
Sigrid og Malene fra Cphbusiness' kvalitetsenhed