Israelere fik indblik i Cphbusiness' uddannelser

Repræsentanter fra Israels Ambassade i Danmark og Civil Service Cadet Program fra Israel har besøgt Cphbusiness og hørt om blandt andet innovation og entreprenørskab.

- Det var meget interessant for os. I løbet af vores studietur til Danmark har vi besøgt mange organisationer og enheder i det offentlige, men det her var vores første indtryk af videregående uddannelser, og det gav os et andet perspektiv og lærte os meget, siger Roey Schiff fra Civil Service Cadet Program, der uddanner kommende ledere i Israels offentlige sektor.

- Vores dialog med israelerne var meget inspirerende. Det er et frisk pust udefra, som vi alle bør have i ny og næ, fortæller Michael Huss Svejstrup, der er områdechef for Innovation og Entreprenørskab på Cphbusiness.

Sammen med andre repræsentanter fra Israels ambassade i Danmark og Civil Service Cadet Program besøgte Roey Schiff Cphbusiness Lyngby for at høre om innovation og entreprenørskab, og om hvordan Cphbusiness underviser i det.


Roey Schiff fra Civil Service Cadet Program (nummer tre fra venstre).

Anderledes fokus på de studerende

Civil Service Cadet Program uddanner kommende ledere i Israels offentlige sektor, og repræsentanterne var interesserede i at høre om Cphbusiness' tilgang til de studerende.

- Her ser vi et fokus på de studerende, hvilke færdigheder de har brug for, og hvad vi kan give de studerende, så de kan klare sig godt. Jeg synes, at det er at stille et anderledes spørgsmål: Ikke hvad vi kan få fra de studerende, men hvad vi kan give til de studerende. Jeg tror, at det er noget, vi skal indføre mere i Israel, siger Rachel Ran fra Civil Service Cadet Program.


Rachel Ran fra Civil Service Cadet Program (nummer tre fra højre).

Samtidig er der ting fra Civil Service Cadet Program, som minder meget om Cphbusiness' tilgang til uddannelse, mener hun.

- Vi har forskellige teams og bygger vores egne læringsplaner til forskellige temaer. For eksempel kunne vi bruge en måned på at lære om Israels økonomi, og vi ville have vejledning fra medarbejdere, men ellers gøre tingene selv. Jeg tror, at den slags engagement fra studerende er en meget unik tilgang til læring. Den ser jeg her, og det er meget interessant at se den i et bredere perspektiv. Ikke fra et civil service- eller teknologisk perspektiv, men som en uddannelsesdagsorden. Det var imponerende for os at se, fortæller Rachel Ran.

Cphbusiness kan lære meget af Israel

En gruppe studerende fra professionsbacheloruddannelsen i innovation og entrepreneurship på Cphbusiness og underviser Rune Meyer besøgte Israel tidligere i 2017.

- Vi kan lære virkeligt meget af Israel og israelerne. Israel kaldes The Startup Nation og kan sammenlignes med Silicon Valley. Den mentalitet, israelerne har i forhold til entreprenørskab, vil vi godt adoptere. Derfor vil vi gerne have flere studerende på studieture, og med dette besøg har vi endnu flere kontakter at trække på, siger Rune Meyer.

- I Israel er der meget innovation og en pioneragtig tilgang til virksomheder. Folk er ikke så bange for at fejle, og det er grunden til, at man ser mange startups komme og gå. Jeg ved, at det er en af grundene til, at Rune og de studerende tog til Israel. Den fremgangsmåde er noget, som alle kan adoptere, fortæller Roey Schiff fra Civil Service Cadet Program i Israel.


Underviser Rune Meyer fra Cphbusiness.

Bland kulturerne og opnå en fordel

- Jeg tror, at der er noget med Israel som et nyt land og de politiske og sociale karaktertræk, som gør israelsk erhvervsliv meget hurtigt til at tilpasse sig. Jeg tror, at den evne til at tilpasse sig er, hvad der gør os til The Startup Nation, fordi man er nødt til at have meget gode evner til at løse problemer og tilpasse sig meget hurtigt, siger Rachel Ran fra Civil Service Cadet Program.

- Det er den primære kulturforskel, som jeg ser mellem Danmark og Israel. Hvis du tager fordelene fra den danske kultur, lærer det her fra israelsk kultur og blander det, vil du helt sikkert opnå en fordel, fortæller hun.


Studerende Viktoria Andrea Kanyik har været på studietur til Israel med Cphbusiness i løbet af professionsbacheloruddannelsen i innovation og entrepreneurship.

Israelbesøg bliver måske en del af uddannelsen

- Besøget fra denne gruppe kommende ledere i den israelske administration gav os et rigtigt godt indblik i, hvad man i andre lande ser som styrker og udfordringer i forhold til videregående uddannelser og fremtidens kompetencebehov, siger områdechef Michael Huss Svejstrup og uddyber:

- På det nære plan kan der opstå konkrete muligheder for at samarbejde. Blandt andet i forhold til vores forretning, nemlig læring og undervisning.

Han fortæller, at Cphbusiness planlægger et vinteroptag på professionsbacheloruddannelsen i innovation og entrepreneurship, og han ser gerne, at udlandsophold i stil med turen til Israel bliver en naturlig del af det at være studerende på uddannelsen.

Du kan læse mere om professionsbacheloruddannelsen i innovation og entrepreneurship på cphbusiness.dk her: innovation og entrepreneurship.