Finalisterne til Årets Cphbusinesspraktik 2021/2022 er fundet

Over 50 tidligere og nuværende studerende har indstillet deres praktikophold til Årets Cphbusinesspraktik 2021/2022. Nu er de fem finalister fundet.

08. april 2022

Finalisterne

For første gang nogensinde bliver finalen afholdt som live event den 26. april 2022, og de fem finalister, der skal dyste om titlen som Årets Cphbusinesspraktik 2021/2022, er nu fundet.

De studerende har alle været i praktik i efteråret 2021 eller i foråret 2022. Det er de studerende selv, der har indstillet deres praktikophold til prisen, der hylder det gode match mellem praktikant og praktikvirksomhed.

Praktikken er en central del af alle Cphbusiness’ uddannelser og spiller en stor rolle i at binde uddannelse og begyndelsen på en karriere sammen.

Mød de fem finalister

De fem finalister til Årets Cphbusinesspraktik 2021/2022 er:

  • Amalie Bjerregaard Andersen, miljøteknolog, DGE Miljø- og Ingeniørfirma
  • Frederikke Brandt Eriksen, handelsøkonom, Snevagten
  • Jack Hagedorn Jensen, datamatiker, MeeW
  • Simon Bjerre Oksbjerg, financial controller, Abakion
  • Therese Selchau, finansøkonom, Handelsbanken Østerbro

Nedenfor kan du møde de fem finalister, udforske deres indstilling og få virksomhedernes perspektiv.

Du kan læse mere om baggrunden for Årets Cphbusinesspraktik her: Årets Cphbusinesspraktik 2021/2022 er i luften: Nominér din praktik nu

  • Amalie Bjerregaard Andersen, miljøteknolog, DGE Miljø- og Ingeniørfirma

    Navn: Amalie Bjerregaard Andersen

    Uddannelse: Miljøteknolog

    Praktikvirksomhed: DGE Miljø- og Ingeniørfirma

    Amalie Bjerregaard Andersen er i praktik i DGE Miljø- og Ingeniørfirma og har bl.a. skrevet følgende i sin indstilling:

    Jeg har i min praktik udviklet mig fagligt, inden for en bred vifte af de kompetencer jeg har lært på mit studie. Jeg har afprøvet teknikker inden for luft-, vand-, og jordprøvetagning. Desuden skal jeg i løbet af de 5 sidste uger af min praktik på bygningsforureningsopgaver og se, hvordan DGE bruger droner i deres arbejde.

    Personligt har jeg udviklet mig således, at jeg nu bedre kan finde ud af at navigere i samspillet mellem det professionelle og det personlige. I DGE har jeg fået lov til at være mig selv, bl.a. ved at jeg har kunne arbejde på de måder, som fungerer bedst for mig. Dette har gjort, at jeg har hvilet mere i mig selv, noget jeg kan mærke, har været med til at udvikle mig som person.

    Jeg har i min praktik hos DGE udviklet mig fagligt såvel som personligt, er blevet inddraget i det sociale og den daglige arbejdsgang, samt fået lov til selv at opnå erfaringer og derigennem omsætte min viden til handling. Netop derfor fortjener DGE, at blive kåret til årets praktikvirksomhed.

    Retning inden for bæredygtighed

    Amalie Bjerregaard Andersen har i sine tre måneder i praktik prøvet kræfter med en bred vifte af de opgaver, DGE Miljø- og Ingeniørfirma beskæftiger sig med.

    - Det er en stor fornøjelse at have praktikanter, og Amalie er absolut en af dem, der har været god til at byde ind - også i forhold til at påvirke hendes egen praktik, siger regionschef Jens Bischoff.

    - Jeg har jo sat rammen fra starten af og lavet setuppet for at komme ordentligt ind i forretningen, men derfra og så til at tage ejerskab også for praktikken - det har været en stor fornøjelse og også givet muligheden for at få en bedre praktik, siger han.

    Halvvejs gennem praktikken satte Amalie Bjerregaard Andersen og Jens Bischoff sammen en retning for resten af perioden, der bl.a. indebar, at hun dykkede ned i bæredygtighed og livscyklusvurdering af et særligt vandbehandlingsanlæg.

    - Det giver også rigtig god mening for os. Vi får også noget ud af det. Vi får faktisk noget, vi ikke har haft tidligere, siger Jens Bischoff.

    Frie tøjler til at gribe chancer

    Cphbusiness’ fagpanel har bl.a. skrevet følgende i deres indstilling af praktikopholdet til finalen.

    Amalie er fra dag ét blevet budt velkommen med stort engagement og har fået lov til at bidrage med viden, færdigheder og kompetencer.

    Hun oplever, at hendes idéer og input ofte er blevet grebet af DGE, ligesom hun har haft frie tøjler til at gribe chancerne, når de opstod.

    Amalie havde fra start store krav og høje forventninger til sin praktikplads i DGE. Hun oplever også at DGE har forventninger til hende. Det er positivt på den måde, at hun får ansvar og dermed mulighed for at vise at hun kan leve op til forventningerne.

    DGE har også givet Amalie lov til at deltage i kurser med de øvrige medarbejdere fx et kursus i projektledelse.

  • Frederikke Brandt Eriksen, handelsøkonom, Snevagten

    Navn: Frederikke Brandt Eriksen

    Uddannelse: Handelsøkonom

    Praktikvirksomhed: Snevagten

    Frederikke Brandt Eriksen har indstillet sit praktikophold i Snevagten og har bl.a. skrevet i sin indstilling:

    Jeg har haft mål, som skulle indfries i forhold til salg, været en del af forhandlingsmetoder, kundemøder og besigtigelser af ejendomme. En proces, som har lært mig og givet mig værktøjer til, hvad der virker og ikke virker.

    Jeg har fået lov til at ”fejle” for at lære af mine fejl. Jeg har haft mulighed for at sætte mit præg på virksomheden gennem et nøglesystem, som blev prøvet af sidste sæson. Jeg har gennem hele mit forløb været en del af et team og ikke ”bare” en praktikant. Jeg har været en del af driften, som er et punkt, der sammenkobler salg, økonomi og den gode kundeoplevelse.

    Ud over disse kompetencer, som jeg har fået med til fremtiden, har jeg været en del af et fantastisk team.

    Vi har masser af sociale aktiviteter på arbejdspladsen, der bliver brugt energi på at lave videoer af medarbejderne, som kommer op ved et salg, taget dage ud af kalenderen for at skabe socialtid mellem medarbejderne, og vi spiser ALTID frokost sammen.

    Det gode humør er væsentligt

    Fra Snevagtens side har praktikopholdet også været en stor succes, og Frederikke Brandt Eriksen passer godt ind i virksomheden, fortæller administrerende direktør Christoffer Gade.

    - For mit vedkommende har det været sindssygt godt at have Frederikke i praktik, siger han.
    Christoffer Gade fortæller, at der bliver investeret meget i firmaets praktikanter, som blandt andet får lov til at begå fejl, der koster.

    - Der bliver også brændt kunder af, for de får lov at slås med kunder af forskellige størrelser, siger han.

    Det er ikke kun på det faglige plan, at der findes et godt match mellem Frederikke Brandt Eriksen og Snevagten. På det sociale plan passer hun også godt ind i firmakulturen og bidrager til den gode stemning.

    - Det bedste at fremhæve ved Frederikke i samarbejdet, har været det positive, smittende humør, som er væsentligt for mig i dagligdagen og også for hendes kollegaer, ved jeg, siger Christoffer Gade.

    Udviklet sig personligt og fagligt

    Cphbusiness’ fagpanel skriver i sin begrundelse for at udvælge Frederikke Brandt Eriksens praktikophold hos Snevagten bl.a.:

    Frederikke er blevet taget godt imod med gave og en plan for praktikforløbet. Hun blev startet op stille og roligt, så hun kunne følge med. Alle medarbejdere var gæstfrie og imødekommende.

    Frederikke har udviklet sig personlig og fagligt, har fået meget ansvar og har bl.a. udviklet et nøglesystem, som nu bruges i virksomheden. Frederikke har lært meget om salg, møder og forhandlingsteknik mv. Snevagten fungerer socialt godt, og der er mange gode sociale aktiviteter.

    Frederikke har hele tiden haft mulighed for sparring i forhold til hendes job. Der har altid været nogen at gå til, hvis der var udfordringer, og så har der fra start været en plan for praktikforløbet.

  • Jack Hagedorn Jensen, datamatiker, MeeW

    Navn: Jack Hagedorn Jensen

    Uddannelse: Datamatiker

    Praktikvirksomhed: MeeW

    Jack Hagedorn Jensen har afsluttet sin praktik i MeeW og skriver bl.a. i sin indstilling:

    Jeg lærte hos MeeW, at som udvikler er man selv ansvarlig for at "finde" sine opgaver. Man skal også være med til at vælge sine egne opgaver, så man har faktisk meget større indflydelse på sine opgaver, end jeg havde regnet med.

    I skolen får man en karakter, og en hjælpende hånd til at gøre det bedre. I virkeligheden bliver ens arbejde sendt tilbage og så må man rette sine fejl. Jeg er blevet mere selvkritisk i mit arbejde og mere kvalitetsfokuseret.

    Vi er allerede fra dag et af blevet sat sammen med et team, hvor alle har taget godt i mod en. Firmaet pryder sig også af at tage mange praktikanter og har et decideret praktikantforløb, som man følger. De ser også muligheden for at hjælpe praktikanterne i deres fremtid end at se dem som gratis arbejdskraft.

    Tror ikke på folk i kasser

    Også fra virksomhedens side er der stor tilfredshed med praktikopholdet.

    - Det har været supergodt, og Jack har vist mange af de kvaliteter, vi gerne vil have, bl.a. passionen for det, han laver og viljen til at lykkes. Så det har været superpositivt, siger Business Relationship Officer og Partner, Christoffer Martini Tybjerg.

    Det gælder ikke kun på det faglige plan, men i høj grad også på det sociale, fortæller han.

    - Jack har passet supergodt ind. Vi er meget åbne og har en meget fri kultur og prøver, at der er plads til alle, og Jack er jo meget ekstrovert og god til at snakke med alle, fortæller Christoffer Martini Tybjerg, der også beskriver den mulighed for at lære, som Jack Hagedorn Jensen selv fremhæver.

    - Vi tror ikke på folk i kasser. Vi tror på, at man skal have frirum til at blive den, man er. Den måde, man bliver den bedste udgave af sig selv på, det er ved at få lov til at gro, sådan som man er, og ikke prøve at plante en bananbusk i en hindbærbusk. Så hænger det ikke sammen, siger Christoffer Martini Tybjerg.

    Vil hjælpe praktikanter videre

    Cphbusiness’ fagpanel skriver i deres begrundelse for at udvælge Jack Hagedorn Jensens praktikophold følgende:

    Jack har tidligere uddannet sig til elektriker og arbejdet inden for det felt. Han har været vant til en meget skemalagt arbejdsuge, men ved at være praktikant ved MeeW har han har lært at omstille sig til en anden arbejdsform.

    Jack har følelsen af at have udviklet sig meget i forhold til at være datamatiker, så han nu selv er med til at definere sine arbejdsopgaver og oplever det meget positivt, at man selv har så meget indflydelse på sine arbejdsopgaver.

    Jack oplever at han er blevet mere selvkritisk og kvalitetsbevidst i løbet af praktikken.

    Jack roser, at MeeW har et decideret praktikforløb tilrettelagt for praktikanter. Han oplever, at MeeW også gerne vil ansætte eller hjælpe deres praktikanter videre efter endt praktik.

  • Simon Bjerre Oksbjerg, financial controller, Abakion

    Navn: Simon Bjerre Oksbjerg

    Uddannelse: Financial controller

    Praktikvirksomhed: Abakion

    Simon Bjerre Oksbjerg har afsluttet sin praktik i Abakion og skriver bl.a. i sin indstilling:

    Hos Abakion fik jeg mulighed for at få hænderne i bolledejen og prøve kræfter med meget af den teori, jeg havde lært på mit studie som financial controller. Det var særligt virkelighedsnært, følelsen af at de ting, man gjorde i Business Central, havde konsekvenser.

    Jeg har haft rig mulighed for at sparre omkring min hovedopgave med CFO for virksomheden. Det har givet indsigt i hvordan en omkostningsanalyse, omkostningsstrukturer og fordelinger fungerer i praksis for en mellemstor virksomhed som Abakion.

    Samtidigt har jeg haft mulighed for at implementere nogle gode Excel-funktioner, hvilket har været fedt at bruge dem i praksis, når der er mange posteringer, der fx skal tjekkes igennem.

    Personligt har rejsen været særlig lærerig, da jeg lider af en psykisk sygdom. Abakion var fantastisk omfavnende og omsorgsfulde, samtidigt med at de stillede krav til, hvordan man agerede og var.

    Jeg blev mødt med god, nysgerrig og åben kommunikation i øjenhøjde, men hvor der desuden blev stillet krav til, at jeg som praktikant også havde et ansvar over for mit team og arbejdspladsen. Det var en rar oplevelse at blive mødt på denne måde, da folk hurtigt kan sætte én i en skånepositions-boks, når man fortæller om sin sygdom.

    Den rette gejst

    Kristian Nørhave er Chief Financial Officer i Abakion, og har haft tæt kontakt med Simon Bjerre Oksbjerg gennem praktikforløbet.

    - Det har været lærerigt at have Simon i praktik, og han har som person den rette gejst og har rigtig gerne villet det, siger han.

    Abakion har skulle forholde sig til Simon Bjerre Oksbjergs sygdom i praktikforløbet, men som virksomhed ligger arbejdskulturen dem meget på sinde, og Abakion har i årevis ligget i top 10 for bedste IT-arbejdspladser.

    - Vi har en meget lav omsætningshastighed i medarbejdere, og det er fordi, vi tror på den langsigtede medarbejderrelation, siger Kristian Nørhave.

    God balance mellem omsorg og krav

    Cphbusiness’ fagpanel udvalgte Simon Bjerre Oksbjergs praktikophold og gav bl.a. følgende begrundelse:

    Simon har haft en godt og lærerigt praktikforløb, hvor han har fået lov til at prøve kræfter med den teori, han har lært på studiet. Han har haft hænderne i bolledejen og fået en god forståelse for virksomhedens kredsløb. Han har fået god sparring fra CFO i forhold til hovedopgaven, det har givet et godt afsæt til at forstå, hvordan en mellemstor virksomhed fungerer.

    Praktikken har været god på det personlige plan for Simon, da han lider af en psykisk sygdom. Han har oplevet virksomheden som rummelig og omsorgsfuld og virksomheden har forstået at balancere mellem at være omsorgsfuld og samtidig stille krav, så Simon med sin psykiske sygdom ikke har følt sig i en ”skåneposition”.

  • Therese Selchau, finansøkonom, Handelsbanken Østerbro

    Navn: Therese Selchau

    Uddannelse: Finansøkonom

    Praktikvirksomhed: Handelsbanken Østerbro

    Therese Selchau har afsluttet sin praktik i Handelsbanken Østerbro og fortsætter som studentermedhjælper med udsigt til et traineeforløb efter endt uddannelse.

    I sin indstilling af sit praktikophold hos Handelsbanken Østerbro skriver Therese Selchau bl.a.:

    Jeg har adhd og er derfor en person med fart over feltet. Dette er ofte en udfordring, når jeg starter et nyt sted, da jeg ofte synes, tingene og læringsplanen går for langsomt. Under min praktik har jeg derimod oplevet det fuldstændigt modsatte, der fandt mit praktiksted meget hurtigt ud af at planen, de havde lagt for mig, ikke var progressiv nok og læringskurven for lav. Og det var her, jeg kunne mærke, at jeg var havnet det helt rigtige sted, for i stedet for at holde sig til planen lavede de hele planen om og justerede praktikkens omfang.

    Fordi Handelsbanken Østerbro har tilpasset praktikken efter mine evner og behov har jeg lært mere fagligt, end hvad der forventes af et praktikforløb.

    Også på det sociale område var praktikopholdet en positiv oplevelse, skriver hun.

    Jeg blev taget rigtig godt i mod og følte mig fra første dag som en del af teamet.

    På trods af at jeg "bare" er praktikant, er jeg blevet inviteret med til alle sociale arrangementer, for dem er der ingen forskel på mig og dem.

    Sulten på at lære

    Handelsbanken er en meget decentral virksomhed, hvor beslutningskraften er tæt på kunderne. Det gør, at medarbejderne tager ansvar, fortæller direktør i Handelsbanken Østerbro, Martin Wibskov.

    - Det er helt sikkert også noget af det, Therese har kunnet mærke som praktikant her; at hun har fået lov til at tage ansvar, siger direktøren, som roser Therese Selchau for at tage ansvaret på sig og ikke hænge fast i en rolle som praktikant.

    Martin Wibskov fortæller, at Therese Selchau har lavet meget af det arbejde, en privatrådgiver vil lave; været med til kundemøder, lavet beregninger på kunder osv. Og så har hun været meget sulten på at lære og lærenem.

    At hun har fortalt åbent om at have adhd har været en kæmpe styrke, for så har Handelsbanken Østerbro kunnet tilpasse planen, fortæller direktøren, der også fremhæver Therese Selchau som en holdspiller, der hurtigt blev en del af holdet.

    Individuel plan

    Therese Selchaus praktikophold blev udvalgt som finalist af Cphbusiness’ fagpanel, der bl.a. lagde dette til grund:

    Ved Handelsbanken har Therese oplevet et læringsmiljø, der har overgået hendes forventninger, da hun kort efter praktikstart fik udarbejdet en individuel læringsplan, der tog højde for hendes specifikke situation. Therese har grundet adhd behov for en hurtigt bevægende og progressiv plan, hvilket Handelsbanken tilpassede sig til ved at implementere en særlig plan med daglige udfordringer.

    Therese er blevet taget godt imod fra dag ét og behandlet som en ligeværdig. Hun er blevet lyttet til og hun har bl.a. fået implementeret forslag til, hvordan de månedlige statusopgørelser kunne optimeres ud fra hendes faglige kunnen fra faget erhvervsøkonomi.