Prisnomineret forskning: Sådan kan I bruge data til at udvikle jeres SMV

Forskningsprojektet Datadreven Forretningsudvikling er Cphbusiness' kandidat til Danske Erhvervsakademiers forskningspris 2022.

14. september 2022

Hvad kræver det, når SMV'er vil bruge deres data til at udvikle forretningen? Hvilke bump er der på vejen? Og hvordan kommer man bedst i gang med processen?

Det har forskningsprojektet Datadreven Forretningsudvikling undersøgt. Projektet er nomineret til Danske Erhvervsakademiers forskningspris 2022 og har blandt andet resulteret i konkrete guidelines til SMV’er, som drømmer om at bliver mere datadrevne.

- Det handler om mere end at sætte strøm til et stykke papir, når I vil være bedre til at bruge data. Og det blev tydeligt under projektet, hvor vi fandt frem til en lang række faktorer, der er vigtige for processen, fortæller lektor og projektleder Miriam Ruth Sørensen fra Cphbusiness.

Hun udførte projektet fra 1. februar 2020 til 31. juli 2021 sammen med lektor Steen Peitersen fra Cphbusiness.

  Forskningen – kort fortalt

  1. Projektdeltagerne foretog et grundigt litteraturstudie af internationale forskningsartikler og rapporter.
  2. På baggrund af studiet udviklede de en analysemodel til at afdække, hvor parat en virksomhed er til at blive mere datadreven.
  3. Efter kvalitative interviews med 16 mellemstore danske virksomheder blev modellen brugt til at undersøge virksomhedernes nuværende og potentielle parathed.
  4. Analyserne mundede ud i anbefalinger til virksomhederne. Flere gik efterfølgende i gang med en konkret indsats for at blive mere datadrevne.
  5. På baggrund af undersøgelserne blev der udviklet en række guidelines, som gør det mere overskueligt for SMV’er at blive datadrevne.


Medarbejdere og organisation er afgørende

Mange virksomheder drømmer om at blive bedre til at bruge sine data. Og mange skaffer sig et databehandlingssoftware, som kan hjælpe. Den rette software er selvfølgelig nødvendig, men ifølge Miriam Ruth Sørensen ligger den vigtigste indsats på den anden side af skærmen.

Man kan bede en maskine om meget, men 80% af arbejdet ligger hos de mennesker, der sidder og sorterer og vurderer dataene. Softwaren er et værktøj – og det er afgørende, at I har de rette håndværkere i form af medarbejdere og materialer i form af datakilder.
Miriam Ruth Sørensen
Lektor
Cphbusiness

- Derudover skal der være en forståelse på tværs af organisationen og et engagement fra ledelsens side, før bevægelsen mod at blive mere datadreven kan blive en succes, siger hun.

En 4-trins-guide, som kan hjælpe SMV'er

På baggrund af projektet har forskerne skrevet kapitlet "Sådan kommer du godt i gang med datadreven forretningsudvikling", som blandt andet indeholder en 4-trins-guide til, hvordan SMV'er bedst griber processen an.

- Hvis I har et ønske om at blive bedre til at bruge data, så giver rapporten et bud på, hvordan I gør, hvilke trin der er vigtige, og hvad I skal være opmærksomme på undervejs. Forhåbentlig kan det inspirere til at komme i gang og klare processen internt uden at bruge mange penge på konsulenthjælp, siger Miriam Ruth Sørensen.


Du finder kapitlet "Sådan kommer du godt i gang med datadreven forretningsudvikling" på side 28 i rapporten Datadreven forretningsudvikling i danske små og mellemstore virksomheder.

Du kan også læse mere om projektet her på cphbusiness.dk: Datadreven forretningsudvikling


Stolt over nomineringen

På grund af forskningens kvalitet og resultater har Cphbusiness valgt Datadreven Forretningsudvikling som sin kandidat til Danske Erhvervsakademiers forskningspris 2022.

– Det er et kæmpe skulderklap at blive anerkendt for forskningsindsatsen. Særligt fordi nomineringen blåstempler vores metodemæssige tilgang og fagligheden i projektet. Det er vi stolte af, ligesom vi er stolte af, at flere af de deltagende virksomheder faktisk er blevet bedre til at bruge data efterfølgende, siger hun.

Vinderen af Danske Erhvervsakademiers forskningspris 2022 bliver kåret den 25. oktober.

Kontakt projektlederen
Vil du vide mere om Datadreven Forretningsudvikling, så kontakt projektleder Miriam Ruth Sørensen.