Cphbusiness indvier multifunktionshus i Lyngby

Det nye Cphbusiness Lyngby på Firskovvej er officielt indviet, og de åbne læringsmiljøer er fyldt med studerende.

13. februar 2024

Mandag den 29. januar 2024 klippede borgmester i Lyngby-Taarbæk Kommune, Sofia Osmani (C), snoren til Fogs nye multifunktionshus, som Cphbusiness lejer en stor del af.

For enden af snoren stod henholdsvis bestyrelsesforkvinde for Cphbusiness, Charlotte Lundblad og bestyrelsesformand for Johannes Fog A/S, Henning Søgaard.

Begge holdt taler til åbningen – ligesom administrerende direktør for Dansk Erhverv, Brian Mikkelsen og borgmester i Lyngby-Taarbæk Kommune, Sofia Osmani (C).

Indvielse 29. januar 2024:

Moderne læringsmiljø

Det nye Cphbusiness Lyngby på Firskovvej erstatter den tidligere afdeling, som lå kun 200 meter væk på Nørgaardsvej. Men selvom afstanden ikke er stor, er læringsmiljøet i høj grad anderledes.

Cphbusiness Lyngby på Firskovvej byder på åbne læringsmiljøer, hvor der er rig muligheder for at arbejde i større og mindre grupper. Samtidig er der færre klassiske klasselokaler, og det passer godt til den pædagogik, som Cphbusiness har arbejdet med længe.

– Vi har gennem flere år bevæget os væk fra den lærercentrerede undervisning, hvor læreren står ved katederet og taler ud i rummet. Vores tilgang til læring er projekt- og case-orienteret. Det handler først og fremmest om at få de studerende til at arbejde sammen og pitche for hinanden med vores undervisere i en mere faciliterende rolle, siger Ole Gram-Olesen, rektor på Cphbusiness.

Første dag på Cphbusiness Lyngby 4. december 2023:

Del af et økosystem

Fogs multifunktionshus byder på mere end blot undervisning. Fogs flagskibsbutik ligger i bygningen, som også huser kollegieboliger og parkeringshus. Og så deles Cphbusiness og Fog om både auditorie, Maker Labs og restaurant.

Dermed flytter Cphbusiness ind i et miljø, hvor der er boliger, virksomheder og videregående uddannelser på samme adresse, og hvor man deler kvadratmeter.

– Vi bliver en del af et økosystem, og det kan rykke både de studerende og undervisere i forhold til, hvordan vi tænker fx undervisning og samarbejdet med erhvervslivet, siger Michael Huss Svejstrup, områdechef for Innovation og Teknologi på Cphbusiness.

Samtidig åbner store glasruder indvendigt i bygningen op for udsigt til bl.a. iværksætterfællesskabet Inkubatoren og Maker Labs, så forbipasserende studerende i højere grad bliver opmærksomme på de muligheder.

Fakta

Cphbusiness Lyngby på Firskovvej 18, 2800 Kgs. Lyngby åbnede dørene for studerende og ansatte den 4. december 2023.

Cphbusiness Lyngby blev officielt indviet den 29. januar 2024.

Cphbusiness Lyngby dannede ved åbningen ramme om 13 videregående uddannelser. Otte fuldtidsuddannelser og fem efteruddannelser.

Ved åbningen var 934 fuldtidsstuderende indskrevet på Cphbusiness Lyngby.