Gå direkte til indhold
  • Guide

Lean-ledelse: Skab en mere effektiv og bæredygtig organisation

Ønsker du at skabe en mere bæredygtig forretning med mindre spild, større effektivitet og mindre stress? Så læs med her, hvor vi dykker ned i, hvordan lean metoden kan hjælpe.

Se videoen, hvor underviser i ledelse på Cphbusiness Helene Spliid forklarer grundprincipperne i lean-ledelse, og hvordan metoden kan skabe en mere bæredygtig forretning. 

Hvad er lean-ledelse?

Lean-ledelse handler grundlæggende om at optimere arbejdsprocesser og derved fjerne spild. Lean er en tilgang, der understøtter skabelsen af en mere bæredygtig forretning med fokus på de produkter og ydelser, kunderne efterspørger. 

Lean-metoden blev oprindeligt udviklet af den japanske bilproducent Toyota. De implementerede metoden for at optimere deres forretning ved at reducere spild i deres bilproduktion. På denne måde kunne Toyota producere biler billigere end konkurrenterne. 

At fjerne spild gennem lean betyder, at organisationen fokuserer på unødvendige indkøb, overproduktion og den tid, medarbejderne bruger på at finde det nødvendige for at udføre en arbejdsopgave.

Medarbejderinddragelse er nøglen til succes

Én af grundpillerne i lean er medarbejderinvolvering. For at implementere lean effektivt er det vigtigt at inddrage de medarbejdere, der arbejder med de processer, der skal optimeres.  

Det er netop de ansatte, der har den bedste forståelse for, hvordan arbejdet reelt udføres, og hvad der kan forbedres. Når medarbejdere føler sig hørt og inddraget i beslutningsprocesserne, skaber det både motivation og ejerskab over forandringerne i organisationen.

En forbedringskultur, der mindsker stress

Lean bygger på en organisations forbedringskultur, hvor der løbende bliver fundet små og store forbedringer, der fjerner spild. Det skaber en mere effektiv og ressourcebesparende organisation. 

Husk, at det er en fælles opgave, og at I sammen kan fjerne spild, optimere processer og bruge færre ressourcer på at skabe de værdifulde produkter, kunderne efterspørger.

Herudover kan lean bidrage til at mindske stress blandt medarbejderne, da organisationens processer bliver strømlinet. Det betyder, at medarbejderne blandt andet bruger mindre tid på at rette fejl.  

Sådan kommer du i gang med lean

Ønsker du at komme i gang med lean i din organisation, kan I starte med at udarbejde en værdistrømsanalyse. Her kortlægger I, hvordan organisationen arbejder i praksis – ikke som det er beskrevet i en procedure, men som det reelt foregår. Værdistrømsanalysen vil give et klart billede af, hvordan processerne fungerer i dag, hvor der er spild, hvad der kan forbedres, og hvad kunderne efterspørger. 

Efterfølgende kan I tegne den nye og fremtidige proces, hvor spildet er minimeret. Det er vigtigt at prioritere og iværksætte handlinger, så den fremtidige proces bliver til virkelighed og ikke blot en procedure, som ingen følger.

Hvis du ønsker at bidrage til arbejdet med at skabe løbende forbedringer på en involverende måde gennem lean-ledelse, så er kurset lean-ledelse i praksis relevant for dig. På kurset får du kompetencer til blandt andet at lede og samarbejde om udviklingsorienterede og tværfaglige arbejdsprocesser inden for lean-ledelse. Du lærer også, hvordan du kan skabe en forbedringskultur, hvor alle bidrager til løbende forbedringer.

Mød eksperten

Mere viden og inspiration