Afgangsprojekt

Afgangsprojektet afslutter akademiuddannelsen i ledelse. Her får du mulighed for at gå i dybden med et emne, du brænder for, og vise, hvad du kan.

Formål

Afgangsprojektet skal dokumentere, at uddannelsens mål for læringsudbytte er opnået. Afgangsprojektets emne skal godkendes af skolen og ligge inden for uddannelsens faglige område. Emnet skal formuleres, så eventuelle valgfag uden for uddannelsens faglige område inddrages.

I afgangsprojektet skal du kunne dokumentere evne til på et metodisk og analytisk grundlag at kunne gennemføre en praksisnær og kompleks problemløsning inden for uddannelsens overordnede formål. Omfanget af projektrapporten er maks. 25 sider.

Projektet gennemføres som en vekselvirkning mellem vejledning og selvstudium. Tidspunktet for, hvornår vejledningen foregår, aftales mellem vejleder og kursist fra gang til gang efter behov.

Indhold

  • Arbejdet med afgangsprojektet skal relateres til de øvrige moduler, der er gennemført
  • Inddragelse af relevante teorier, metoder og modeller til løsning af komplekse praktiske problemstillinger
  • Formulere og afgrænse problemstilling inden for det valgte opgavefelt
  • Vurdere, vælge og anvende relevante faglige metoder
  • Foretage relevant dataindsamling
  • Præsentation af problemstilling, metode, analyse, handlingsforslag og konklusion i rapportform
  • Mundtlig præsentation og forsvar af hovedresultaterne i den skriftlige rapport samt perspektivering af denne

Læs mere om læringsmål mv. i studieordningen.

Eksamen og ECTS

Afgangsprojektet tæller 10 ECTS og består af en skriftlig projektrapport samt et mundtligt forsvar af denne.

Forudsætningen for at gå til eksamen i afgangsprojektet er, at uddannelsens moduler svarende til 50 ECTS er bestået.