Særlige vurderinger, byggeteknik og -omkostninger

Vil du blive klogere på byggeteknik, og vil du have større viden om sammensætningen af et estimat for et byggeprojekt? Så er dette fag noget for dig.

Hvorfor skal du tage faget?

Når du har gennemført faget særlige vurderinger, byggeteknik og -omkostninger vil du kunne vurdere særlige ejendomme og sædvanlige byggetekniske problemstillinger i eksisterende byggeri og nybyggeri. Du vil også kunne indgå i et samarbejde om designprocessen og byggetekniske faktorers påvirkning af prisen på et byggeprojekt.

Du vil:

  • Få kendskab og fortrolighed med residualberegninger og værdiansættelse på baggrund af driftsregnskaber og nedskrevet genanskaffelsesberegninger
  • Få kendskab til byggetekniske problemstillinger, deres baggrund og deres sædvanlige løsning
  • Få viden om sammensætning af et estimat for et byggeprojekt med valg af relevante enhedspriser og byggeparametre

Indhold

På faget særlige vurderinger, byggeteknik og -omkostninger skal du blandt andet arbejde med:

  • De forskellige vurderings- og beregningsmetoder, som anvendes til værdiansættelse af erhvervsejendomme med særlig anvendelse eller begrænset ejerkreds
  • Særlige vurderinger, herunder:
    • Grunde og byggeretter
    • Hoteller og shoppingcentre
    • Offentlige bygninger og ikke omsættelige ejendomme
  • Sædvanlige byggematerialer og udførelsesmetoder, der anvendes i moderne erhvervsbyggeri, deres karakteristika og deres eventuelle begrænsninger
  • Bygningsreglementet på grundlæggende niveau
  • Omkostninger forbundet med byggeri i Danmark, primært erhvervsejendomme, samt andre faktorer, der påvirker prisen

Læs mere om læringsmål mv. i studieordningen.

Vi anbefaler, at du tager faget særlige vurderinger, byggeteknik og -omkostninger efter faget vurdering af erhvervsejendomme og internationale vurderingsprincipper.

Eksamen og ECTS

Særlige vurderinger, byggeteknik og -omkostninger er et obligatorisk fag på diplomuddannelsen i vurdering og ejendomsinvestering. Faget består af 5 ECTS.

Eksamenen er en individuel, mundtlig prøve af 30 minutters varighed med 30 minutters forberedelsestid baseret på træk af spørgsmål. Der er intern censur.