Sengen på gaden

Der kom 48 gode forslag, da 1. års studerende deltog i en 24-timers Case Challenge 2013 i samarbejde med Kirkens Korshær.

28. oktober 2013

Alle 1. års studerende på serviceøkonomuddannelsen i Valby deltog torsdag den 24. og fredag den 25. oktober i en 24 timers Case Challenge, som udgør en af de studerendes obligatoriske læringsaktiviteter på studiet.

Formålet med konkurrencen er, at de studerende skal bruge den viden, de har fået på 1. semester, i arbejdet med at analysere og løse et bestemt problem for en virksomhed eller organisation. I år var organisationen Kirkens Korshær.

Vinderforslaget ’Sengen på gaden’ blev valgt ud af de i alt 48 forslag.

Kirkens Korshær præsenterede to udfordringer 

Kirkens Korshær er en 101-årig organisation med 8.000 frivillige og 400 medarbejdere. Organisationen er en hjælpeorganisation, der hjælper hjemløse på gaden.

Med udgangspunkt i det daglige arbejde præsenterede organisationen to problemstillinger, som de studerende kunne vælge imellem.

Den første udfordring gik på, hvordan Kirkens Korshær kan få mere privat støtte til at lave varmestuer til de mange hjemløse – uanset nationalitet.

Den anden problemstilling gik på en optimering af Kirkens Korshærs genbrugsbutikker.

48 forslag 

48 forslag fordelt på 8 hold blev fredag morgen præsenteret af holdene. Efter en afstemning gik 8 forslag videre til finalen. Her bestod dommerpanelet af Udviklingschef Jesper Rønn-Simonsen og Redaktør Heiner Lützen Ank fra Kirkens Korshær.

Dommerpanelet var imponerede over de studerendes mange kreative løsningsforslag, som gik på alt fra øget synlighed gennem samarbejdsmuligheder med virksomheder, fokus via de sociale medier og videoer til at skabe øget opmærksomhed.

Valget faldt på projektet Sengen på gaden.

”Sengen på gaden er udviklet med målsætningen om at skabe et øget kendskab til Kirkens Korshærs arbejde og hjemløseproblematikken i Danmark, for derigennem at øge mængden af private bidragsydere til Kirkens Korshær. Samtidig er ønsket at henvende sig til et bredere og mere ungdommeligt publikum ved at bruge virale kampagnemetoder og involvere bidrageren aktivt i marketingsprocessen.” Sådan skriver vindergruppen i sin præsentation af konceptet.

Vinderprojektet - Sengen på gaden 

I korte træk er kampagnen bygget op af en række pop-up-events fuldt op af Youtube-videoer, Facebook, Twitter og Instagram.

Pop-up-eventen består af senge, der bliver sat op forskellige steder i danske storbyer, hvor den enkelte dansker, såvel som kendte personer, kan tage billeder og vise deres støtte til de hjemløse i Danmark. Billederne vil så blive brugt til virale kampagner, Kirkens Korshærs sociale platforme og delt på private profiler.

Gennem den øgede opmærksomhed på hjemløseproblematikken og på Kirkens Korshærs indsats på området, er målet ved hjælp af sociale platforme at skabe en helt ny donorgruppe (de 20-35 årige) til Kirkens Korshær. Samtidig er der fokus på at skabe større viden og tydelighed om muligheden for at fortage SMS-donationer til Kirkens Korshær.