Penge til godt formål

Studerende på Cphbusiness står bag løb, der samler penge ind til krigsveteraner.

07. november 2013

Arrangørerne af Nordic Race er alle tidligere soldater, der har kammerater, der er blevet skadet i tjenesten. Fra højre ses Daniel Ravnholt, Frederik Eliasen, Jonas Elming og Steen Vig Jørgensen, næstformand i Støt Soldater og Pårørende.

Når tusindvis af mennesker deltager i de udfordrende løb arrangeret af Nordic Race, støtter de samtidig foreningen Støt Soldater & Pårørende.

I år gav Nordic Race 25.000 kr., og det er håbet, at det næste år bliver til endnu flere, fortæller Jonas Elming, der er medstifter af Nordic Race, studerende på Cphbusiness Nørrebro og én af dem, der sidder i Inkubatoren på afdelingen.

Jonas Elming er ligesom de to andre stiftere tidligere udsendt til Afghanistan, og de kender alle nogen, der er blevet skadet i tjenesten. Det er præcis dem, foreningen Støt Soldater & Pårørende prøver at hjælpe.

"Vi har stor tiltro til, at de kan formidle penge på bedste vis, så det gavner dem, der har mest brug for det", siger Jonas Elming.

Virksomhed med humanitært formål 

Jonas Elming har stiftet Nordic Race i Inkubatoren på Cphbusiness Nørrebro.

Det har hele tiden været grundtanken, at Nordic Race skulle støtte skadede veteraner og deres pårørende. Løbet i sig selv er inspireret af stifternes erfaringer fra militæret, og det viste sig da også, at udfordringerne var populære blandt netop den gruppe.

"Vi startede løbet i 2012 som et løb for os selv, venner og kollegaer. Men hurtigt opstod en stor efterspørgsel, som vi så har gjort hvad vi kunne for at imødekomme", siger Jonas Elming.

i 2012 var der ét løb. I 2013 er der udvidet til tre løb i København og to i Aalborg. Ved hvert løb deltager ca. 1000 mennesker, og det er stadig målet, at så stor del af indtægten som muligt går til foreningen. Sidste år gav Nordic Race 10.000 kr. og i år 25.000 kr.

"Vi prøver hele tiden at holde vores udgifter nede, så vi kan donere mere", siger Jonas Elming.

Læs mere om Nordic Race på www.nordicrace.dk og foreningen Støt Soldater & Pårørende på www.ssop.dk.