Fra opgave til international succes

Studerende fra Inkubatoren står bag stor succes – nu med Bikezac-produkter i 13 lande.

09. april 2015

- Det føles utroligt godt at få et gennembrud med vores produkt. Det har krævet hårdt arbejde, men det har været det hele værd, siger Anders Helt Lund, der sammen med Nikolai Gulmann står bag Bikezac.

Da Kræftens Bekæmpelse i marts måned startede kampagnen ”Ta’ Cyklen”, var det med Bikezac i centrum. Bikezac-posen udrydder nemlig et af de store problemer ved at bruge cyklen i stedet for bilen; transport af løsdele som fx dagligvarer.

Det lys gik op for iværksætterne Nikolai Gulmann og Anders Helt Lund, da de efter en afvisning fra deres underviser sad ved søerne i København. De skulle bruge en original idé til en forretningsplan i faget entrepreneurship under deres uddannelse på Cphbusiness og ville lave T-shirts med tryk. Den idé blev dog hurtigt skudt ned, for det var set før, lød det fra underviseren.

De sad ved Dronning Louises Bro en varm sommerdag og begyndte at lægge mærke til, hvor mange cyklister, der kørte med én hånd på styret, fordi de skulle holde på en pose med den anden. Idéen til Bikezac var født.

Herefter gik det stærkt, og iværksætterne brugte nu al deres studie- og fritid på projektet. Snart stod de med et færdigt produkt i hænderne.

- Det er utroligt rart selv at have fået idéen til Bikezac og nu blive passeret af cyklister, der har Bikezac hængende på cyklen og vide, at produkterne er blevet modtaget godt på markedet, siger Anders Helt Lund.

Iværksætternes bedste råd til andre er at kende éns ressourcer og begrænsninger og finde en partner, der kan supplere én.

- Det er altid bedre med en lille bid af en stor kage end slet ingen bid, slutter en grinende Anders Helt Lund.

Læs mere om Bikezac og find en af deres forhandlere.

Fakta

Bikezac er en bæredygtig indkøbspose til cyklister, der hægtes på bagagebæreren og gør det nemt og sikkert at handle. Bikezac har over 100 forhandlere i København og samarbejdsaftaler med supermarkedskæder i Europa. Bikezac er internationalt patenteret.