Finalisterne er fundet til årets praktikophold

Så er de fem finalister til Årets Cphbusinesspraktik 2015/2016 fundet. Vinderen kåres 11. maj.

29. april 2016

Årets Cphbusinesspraktik

Det er praktikophold i Tivoli, F.C. København, PwC i Holbæk, IT-virksomheden Praqma og den københavnske filial af den østrigske turistorganisation, Österreich Werbung, der er med i slutløbet om prisen som Årets Cphbusinesspraktik.

Det er de studerende selv, der har nomineret deres praktikophold som årets bedste, og så har en fagjury på Cphbusiness udvalgt de fem finalister.

De fem finalister er:

  • Tanja Nadia Petersen, serviceøkonom, Tivoli
  • Victor Berning, markedsføringsøkonom, F.C. København
  • Naja Louise Petersen, finansøkonomstuderende, PwC i Holbæk
  • Timea Karolina Kiss, professionsbachelor i softwareudvikling, Praqma
  • Theresa Amend, professionsbachelor i international handel og markedsføring, Österreich Werbung i København

Faglig udvikling i trygge rammer

Det er andet år i træk, at erhvervsakademiet Cphbusiness uddeler prisen til en virksomhed, som har givet sin praktikant et eksemplarisk praktikforløb. Og det har alle de fem virksomheder.

- Det er fem meget forskellige virksomheder og praktikforløb. Men fælles for de fem nominerede er, at de alle er lykkedes med at give deres praktikanter trygge rammer samtidig med, at de har presset dem, så de har udviklet sig. Dette er en svær balance, som kræver stor opmærksomhed og indsats fra virksomhederne, når de tager studerende i praktik, siger Søren Meyer, centerchef for Studie og Karriere på Cphbusiness og en del af fagjuryen.

Et godt praktikforløb er afgørende

Cphbusiness har stiftet praktikprisen for at få de gode eksempler på praktikforløb frem og sætte fokus på vigtigheden af praktik som en del af de videregående uddannelser.

- Vi ser jo, hvor meget praktikopholdet betyder for de studerendes udvikling, og hvor afgørende det er for deres første job. Vi vil derfor gerne belønne de virksomheder, som gør det ekstra godt. Det kan inspirere både andre virksomheder og de studerende til, hvordan de får det bedste ud af deres praktikforløb, siger Ole Gram-Olesen, rektor på Cphbusiness.

Den 11. maj afgør en jury af medlemmer fra Cphbusiness, erhvervslivet og de studerende, hvilket af de fem praktikophold der skal kåres som ”Årets Cphbusinesspraktik”.

Vinderen går videre til en finale blandt alle landets erhvervsakademier, hvor vinderne fra hvert erhvervsakademi konkurrerer om titlen som ”Årets Erhvervsakademipraktik”.

Fakta

Om Årets Cphbusinesspraktik:

Prisen uddeles for andet år i træk af Cphbusiness for at sætte fokus på vigtigheden af et godt praktikforløb på de videregående uddannelser.

Den 11. maj afgør en jury, hvem af de fem nominerede der får prisen.

Juryen består af:

  • Nikolaj Lubanski, director, talent department, Copenhagen Capacity
  • Jørgen Andersen, Netværkschef, NOCA – Network of Corporate Academies
  • Stine Lund Johansen, kommunikationschef, Cphbusiness Students
  • Ole Gram-Olesen, rektor, Cphbusiness

Sidste år vandt bioteknologivirksomheden BioPorto Diagnostics.

Læs mere om sidste års vinder her: BioPorto Diagnostics vandt årets businesspraktik