Historien bag Cphbusiness Career

Cphbusiness blev for nylig en del af Graduateland's netværk af partnerskaber. Et samarbejde, der blev startet af en tidligere studerende (alumne) fra Cphbusiness, som nu er ansat hos Graduateland som Client Consultant, Mark Schiøtte.

04. oktober 2017

Det samarbejde betyder at samtlige studerende og alumner fra Cphbusiness har adgang til jobportalen, Cphbusiness Career.

Graduateland – virksomheden bag Cphbusiness Career

Som Europas største karrierenetværk for studerende og nyuddannede alumner forbinder Graduateland talentfulde kandidater med virksomheder i hele verden. Gennem deres partnerskaber med flere nøgleuniversiteter og akademier har mere end en million kandidater fra hele verden en profil til at søge praktikplads, graduate-program samt deltids- og fuldtidsstillinger.

Fordele og spændende muligheder

Som alumne eller studerende kan du matche din uddannelsesmæssige baggrund og dine kvalifikationer med kravene til de specifikke jobs, som du er interesseret i.

Desuden er det nu muligt at chatte med virksomheder online via planlagte live sessions eller endda virtuelle karrieremesser. Dette gør det muligt for dig at dele din profil og dit CV med rekrutteringsansatte, før du søger job.

Det er også en enestående mulighed for dig til at stille spørgsmål og få øjeblikkelige svar vedrørende ansøgningsprocessen, jobmuligheder, arbejdsmiljø mv.

Alumne Mark tog initativet

- Som tidligere studerende fandt jeg det oplagt, at Cphbusiness skulle have samme mulighed for at tilbyde nuværende studerende og nyuddannede alumner jobmuligheder både under og efter uddannelsen, som andre universiteter tilbyder herhjemme, fortæller Mark, og fortsætter:

- Først og fremmest husker jeg tilbage på de begrænsede muligheder, som jeg selv havde i forbindelse med at finde et praktikophold, hvilket var en obligatorisk del af uddannelsen. Dernæst ved de fleste, at det første job efter studiet er afgørende for fremtiden, hvorfor det skal være nemt og tilgængeligt at finde, hvilket en Cphbusiness-karriereportal ville kunne løse.

- Tidligere har der været en kort dialog imellem Cphbusiness og Graduateland omkring dette. Jeg tog derfor kontakt til min tidligere underviser Jens Essenbæk Toftbjerg, som var meget hjælpsom til at sætte mig i kontakt med Charlotte Dalgaard Petersen, Alumni Manager ved Cphbusiness. Vi havde efterfølgende møder omkring samarbejdsmuligheder og er selvsagt indgået et partnerskab, hvilket betyder at Cphbusiness Career er en realitet i dag.

- Jeg håber, at studerende, kommende dimittender og alumner fra Cphbusiness får stor gavn af karriereportalen, uanset om der søges en praktikplads, studie- eller fuldtidsjob, afslutter Mark.

Kom i gang nu på Cphbusiness Career.

Læs mere om Mark og hans karriere.