Chris MacDonald-event var en stor succes

Onsdag den 8. november 2017 dukkede mere end 200 alumner, studerende, medarbejdere og samarbejdspartnere op til Cphbusiness Alumnis indtil videre største event: foredrag med Chris MacDonald med networking.

16. november 2017

Chris MacDonalds foredrag Human Performance & Wellbeing fokuserede på, hvordan vi kan skabe balance mellem arbejdsliv og fritiden, forebygge stress, hvordan kroppen reagerer på kost, især sukker, og endelig, hvordan hjernen reagerer på fx sociale medier. Selvom emnerne var tunge, var Chris MacDonalds fremlæggelse ganske anderledes, end hvordan man ellers kender ham fra TV. Han lagde ikke skjul på, hvor farligt sukker og sociale medier er for hhv. kroppen og hjernen, men fik gennem sin afslappede og humoristiske tilgang til emnerne gjort dem mere tilgængelige og forståelige.

Følelseshesten og frontallappen

Et fedt og relevant event fyldt med inspiration, påmindelser og gode historier. Et godt spark bagi, så man kan parkere de dårlige undskyldninger og komme i gang.

- Anonym deltager

Selvom han er kendt for sine sportslige præstationer, påstod Chris MacDonald, at han ikke var særlig begejstret for træning – derimod var han glad for resultatet af træningen. Og han indrømmede også, at det var en ulempe at være kendt: Havde man lyst til en pose Matador Mix, var man jo nødt til at sende børnene ned efter én – for hvad ville alle andre ikke tænke, hvis man blev set?

Én af de vigtigste pointer, man kunne tage med sig fra aftenens oplæg, var betydningen af frontallappen. Chris MacDonald fremhævede flere gange, hvordan dette lille stykke af hjernen på blot 400 gram konstant må kæmpe med resten af kroppen. Kampen blev illustreret med tegningen af en hest, der skulle foregive at være følelser, og en rytter, der skulle symbolisere frontallappen.

- Hvordan vil du falde i søvn, når du har en hest trampende rundt i sengen?, spørger Chris MacDonald.

- Det, du kan arbejde med, er selvregulering, fx med meditation, forklarede han.

Aftenen sluttede med et citat fra Chris MacDonalds far, som han selv refererede til flere gange:

- Lad ikke det, du ikke kan, stå i vejen for det, du kan.

Networking

Efter foredraget med Chris MacDonald tog Mads Svaneklink fra virksomheden Analog over og gjorde deltagerne klar til at netværke. Hver deltager fik udleveret et armbånd, som illustrerede, om man var studerende, alumne, medarbejder eller Cphbusiness-samarbejdspartner. Yderligere var der armbånd, som illustrerede, om man søgte en praktikant/medarbejder, eller om man søgte et praktiksted/job. Deltagerne iførte sig de armbånd, som var relevante for den enkelte.

Armbåndene blev suppleret med fire samtaleemner, som deltagerne selv kunne vælge mellem. Dermed var startskuddet til networking givet. Der var livlig snak om bordene i den flotte koncertsal, indtil arrangementet rundede af.

Se billeder fra arrangementet på Cphbusiness Alumnis Facebookside

Cphbusiness Alumni siger tusind tak til alle, der deltog, og vi glæder os til at byde velkommen til flere spændende arrangementer i det nye år.