Christina arbejder som salgs- og marketingkoordinator

Christina Dalby Israelsen dimitterede fra Cphbusiness i februar 2017 og blev ansat hos Explorius Education AB kort efter sin dimission. Her fortæller hun om sit job.

04. april 2018

Jeg dimitterede i februar 2017 som professionsbachelor i international salg og markedsføring og før det, var jeg færdiguddannet markedsføringøkonom fra Cphbusiness.

Jeg er som person meget analyserende og observerer meget, før jeg drager nogle konklusioner. På Cphbusiness lærte jeg at læne mig lidt tilbage og se på, hvad tallene siger og finde frem til sammenhængene. Mine to praktikforløb gav mig også en fod indenfor på arbejdsmarkedet og gav mig muligheden for et etablere et godt netværk, før jeg skulle ud på arbejdsmarkedet.

Mine karrieremål

Efter studiet var mine karrieremål at arbejde indenfor rejser og udveksling, og det er i høj grad lykkedes, eftersom jeg nu er ansat hos Explorius Education AB, som er en virksomhed, der arbejder med High School-udveksling i udlandet for unge elever mellem 14-18 år.

På sigt drømmer jeg om en dag at kunne få et job i udlandet.

Mit første job

Jeg fik jobbet hos Explorius Education AB gennem mit netværk. I mit tidligere praktikforløb, som også førte til et studiejob, arbejdede jeg sammen med min nuværende chef, og da hun skiftede til en anden virksomhed, tilbød hun mig et fuldtidsjob efter min dimission.

Jeg blev ansat lige efter min dimission og arbejdede deltid i et par måneder, hvorefter jeg blev fastansat som salgs- og marketingkoordinator.

Min arbejdsdag og arbejdsopgaver

Som salgs- og marketingkoordinator er jeg ansvarlig for markedsføringen i forhold til værtsfamilier i Danmark. Jeg hjælper også med salg af vores udvekslingsprogram til de unge elever, som gerne vil til udlandet. Mine ansvarsområder omfatter bl.a. også at være kontaktperson for de unge elever som rejser med os til Australien.

Min arbejdsdag består typisk af rigtig meget mail-korrespondance med partnerorganisationer samt eleverne, der er udenlands. Derudover snakker jeg en del i telefon, både i form af salg og support. Jeg har typisk også en del møder og markedsføringsopgaver, der skal løses.

Om alumne-netværket

Jeg deltager i alumne-netværkets Advisory Board, når jeg har tid, og er dermed med til at udvikle netværket. Jeg har endnu ikke selv deltaget i nogle af arrangementerne, men jeg synes, at det er et godt initiativ at lave et netværk for os, der er færdiguddannede – især i forhold til dem, som ikke kommer i job med det samme. Der kan et netværk som dette gøre en forskel.

Mit råd til jobsøgende og studerende

Mit bedste råd er at netværke. Man skal virkelig sørge for at bruge sit netværk.

Praktikforløbet er en virkelig god mulighed for at udvide sit netværk og er en unik chance for at vise sine kompetencer til forskellige personer. Vælger man at bygge oven på sin erhvervsakademiuddannelse med en professionsbacheloruddannelser, er det derfor en god idé at tage i praktik i forskellige virksomheder i sine praktikforløb. Også selvom den nemme løsning kunne være at tage i praktik i den samme virksomhed igen.

Det er en også en god idé at prøve forskellige ting af i løbet at sit uddannelsesforløb, så man finder ud af, hvad der passer godt til en, og hvad man godt kan lide at arbejde med.

Med venlig hilsen

Christina Dalby Israelsen
Alumne, Cphbusiness