Overvældende succes til konferencen

Tirsdag den 13. marts åbnede alumne-netværket dørene til konferencen From Study to Career for mere end 130 deltagere.

04. april 2018

Mere end 130 dimittender og studerende fra Cphbusiness deltog i konferencen From Study to Career, hvor fokus var på at hjælpe deltagerne godt i gang med job– eller praktiksøgningen.

Programmet åbnede med en paneldebat, som anskueliggjorde Cphbusiness-dimittenders kompetencer. Panelet bestod af følgende:

  • Virksomheden Visma, som har erfaring med at ansætte alumner fra Cphbusiness
  • Rekrutteringsfirmaet Academic Work, der har erfaring med at hjælpe alumner fra Cphbusiness i job
  • Lektor Helle Bro Groth, ansat på Cphbusiness
  • Alumne Kirsten Delcomyn Hansen, dimitterede fra markedsføringsøkonomudannelsen i 2016
  • Alumne Stine Lund Johansen, dimitterede fra international handel og markedsføring i 2017.

Derudover bød programmet på guide til CV- og jobansøgning, præsentation af jobportaler og rekrutteringsfirmaer, der tilbyder konkrete værktøjer til jobsøgningen, samt en netværks- og LinkedIn-workshop.

Til konferencen kunne deltagerne også booke 20-minutters personlig karrieresparring eller CV-tjek, få taget et professionelt portrætfoto, og møde virksomheder, fagforeninger, jobportaler og rekrutteringsfirmaer.

Se hele programmet her.

Stor efterspørgsel på CV-tjek og karrieresparring

Efter sidste konferences store efterspørgsel på CV-tjek, var udbuddet af CV-tjek øget fra 25 sessioner til 80 sessioner, og de kunne bookes efter først-til-mølle-princippet. Alle CV-tjek var fuldt booket i løbet af den første time.

Som noget nyt blev der også tilbudt karrieresparring til konferencen, hvilket viste sig at være en succes, da alle sessioner blev booket i løbet af de første 20 minutter.

”Det viser, at der er et stort behov for at få individuel karrieresparring og CV-tjek. Heldigvis havde vi forberedt et tilbud til dem, der gik forgæves, så de kunne skrive sig op til CV-tjek eller karrieresparring en anden dag. Vi vil bestemt fortsat arbejde med at kunne efterkomme den store efterspørgsel”, udtaler Charlotte Dalgaard Petersen, Alumni Manager hos Cphbusiness Alumni.

Virksomhederne

Til konferencen kunne deltagerne også møde en række virksomheder, der ønskede at rekruttere kandidater til ledige jobs eller traineeprogrammer:

  • Lidl, Europas største dagligvarekæde, deltog da de specifikt søgte kvalificerede dimittender til deres lederstillinger.
  • Out of Home Media deltog for at finde gode kandidater til deres trainee-program for færdiguddannede, som ønsker at arbejde med markedsføring og outdoor-reklamer.
  • Visma, Nordens førende leverandør inden for økonomisystemer, detail-it og udvikling af større it-løsninger, deltog fordi de har gode erfaringer med dimittender fra Cphbusiness.

Derudover deltog også følgende virksomheder, som tilbyder ydelser og services, der hjælper med jobsøgningsprocessen:

  • Graduateland, som faciliterer Cphbusiness’ jobportal Cphbusiness Career, deltog også og hjalp deltagerne med at finde frem til relevante stillingsopslag.
  • Academic Work, et rekrutteringsfirma, som fokuserer på rekruttering af ’young professionals’.
  • Novorésumé tilbyder gratis CV-skabeloner.
  • Find job abroad hjælper jobsøgende med at finde jobs i udlandet.
  • PLAYapply, en ny videojobportal, der bruger video til at skabe en personlig relation mellem virksomhed og kandidat.
  • Statum, et HR-tech startup-rekrutteringsfirma, der hjælper talenter med at finde virksomheder med et DNA, der matcher deres.

Følgende fagforeninger og a-kasser deltog også med både stand, CV-tjek og karrieresparring:

  • HK, en moderne fagforening i en moderne tid.
  • Teknisk Landsforbund, fagforening for teknik, design eller byggeri.
  • Business Danmark, fagforening for salg og marketing
  • CA a-kasse, karrierepartner og a-kasse for højtuddannede i erhvervslivet.

HK sponsorerede workshoppen ”Netværks- og LinkedIn-workshop” og CA a-kasse sponsorerede oplægget ”Guide til CV og ansøgning”.

Til konferencen kunne deltagerne også møde Cphbusiness’ studievejledning, og tale om mulighederne for at videreuddanne sig på Cphbusiness samt møde teamet bag Cphbusiness Alumni.

Deltagernes oplevelse

Deltagerne har efterfølgende evalueret arrangementet, og hele 87% har angivet den overordnede tilfredshed som ”Fuldstændig tilfreds” (17%), ”Meget tilfreds” (23%) eller ”Tilfreds” (47%).

Deltagerne kom også med god og konstruktiv feedback. "Alt i alt var det en god konference. Organiseringen af det hele var god, dejligt sted, alle var forberedte, og catering var lækker. Der er nogle gode tilbud, som CV-kontrol og professionelt portræt. Jeg kunne godt lide præsentationen fra CA om jobansøgning, fordi oplægsholderen havde nogle gode eksempler. Paneldebatten gav ikke så meget til mig personligt. Jeg vil måske til næste gang foreslå, et panel kun med dimittender, som kan præsentere nogle konkrete eksempler på, hvordan de fik deres job, hvordan man henvender sig til virksomheder, og hvor man skal finde dem, "siger Cristinka Chiper, fra International Sales and Marketing.

Billederne fra arrangementet kan ses på Facebook.

Se kommende alumne-events her eller på Facebook.