Gør som HK'eren Nicki: Få 40.000 kroner til gratis uddannelse

Faglærte eller ufaglærte ansat i Danmark kan uddanne sig gratis ved siden af jobbet for op til 40.000 kroner over fire år med den nye omstillingsfond. Nicki Casper Larsen er en af dem.

22. august 2018

Nicki Casper Larsen er uddannet autolakerer med en HG og arbejder som CRM-manager hos virksomheden Autobutler.

Han er en af modtagerne af midlerne fra den nye omstillingsfond, hvor man kan få op til 10.000 kroner om året i fire år til at uddanne sig for ved siden af jobbet.

- Det er superfedt. Indtil nu har jeg selv skullet betale eller forhandle med min chef om de fag, som jeg har taget. Nu, hvor jeg kan få min uddannelse dækket af omstillingsfonden, giver det mig et frirum til at kunne arbejde åbent og frit og performe bedre, fordi der er plads til uddannelse, mens jeg arbejder, siger Nicki Casper Larsen, der er medlem af fagforeningen HK.

Han kan få betalt sin uddannelse, fordi han ikke har en videregående uddannelse, og fordi han er ansat i en virksomhed i Danmark.


Læs her, om du ligesom Nicki Casper Larsen er i fondens målgruppe og kan få op til 40.000 kroner til uddannelse på Cphbusiness her: Tag en gratis efter- og videreuddannelse


I alt kan Nicki Casper Larsen og andre som ham uddanne sig gratis for op til 40.000 kroner over fire år.

- Det giver mig endnu mere lyst til at læse videre, og det er rart med støtte fra ministeriet. Det sikrer, at jeg har råd til mere og bedre kan få det til at hænge sammen, fortæller han.

- Værktøjer, som jeg kan bruge direkte på mit arbejde

Med omstillingsfonden kan faglærte og ufaglærte i job i Danmark få op til 10.000 kroner årligt til efter- og videreuddannelse på akademi- og diplomniveau med ECTS-point. 

På Cphbusiness opkvalificerer Nicki Casper Larsen sig på akademiuddannelsen i salg og markedsføring.

- Fagene er gode og fungerer rigtigt godt. Det er nogle superengagerede undervisere, og undervisningsmaterialet og bøgerne er på et niveau, så alle kan være med, siger han. 

Erfaringerne fra fagene bruger han direkte i sit job.

- Det har givet mig utroligt meget teoretisk viden og en masse nye kompetencer, og det har ført til anderledes opgaver og mere ansvar på arbejdet, fortæller Nicki Casper Larsen og uddyber: 

- For eksempel har jeg brugt min viden fra erhvervsjura til, at jeg nu kan sidde med klagesager, som jeg aldrig har siddet med før. Det har givet mig nye værktøjer, som jeg kan bruge direkte på mit arbejde. Jeg har også kunnet bruge min viden fra faget markedsføring og forhandling til at forhandle med potentielle kunder og samarbejdspartnere.

Opkvalificering har ført til forfremmelse

Uddannelsen på Cphbusiness har styrket Nicki Casper Larsens kompetencer og løftet hans CV væsentligt, fortæller han. 

Og uddannelsen har også ført til en forfremmelse hos Autobutler, hvor han har fået ansvaret for andre medarbejdere.

- De akademifag på salg og markedsføring, som jeg har færdiggjort, har udviklet mig meget. Jeg har lige fået en anderledes stilling og et team på fire medarbejdere under mig, siger han. 

Om omstillingsfonden: Faglærte og ufaglærte i job kan uddanne sig gratis for 40.000 kroner

I alt er der afsat 65 millioner kroner årligt i 2018, 2019, 2020 og 2021. Puljen bliver fordelt efter først-til-mølle-princippet med op til 40.000 kroner per person fordelt over fire år.

Regeringen har oprettet opstillingsfonden som en del af trepartsaftalen, der blev indgået mellem regeringen og arbejdsmarkedets parter i 2017.

Find ud af, om du kan få 10.000 kroner om året til at uddanne dig for i fire år på cphbusiness.dk her: Tag en gratis efter- og videreuddannelse.