Internationalt bureau ser potentialet i studerende

Mediaplanet har for alvor fået øjnene op for Cphbusiness' studerende.

24. februar 2015

Det internationale marketingbureau Mediaplanet har for alvor set potentialet i studerende fra Cphbusiness - og det i en sådan grad, at virksomheden i løbet af de sidste to år har åbnet dørene for både praktikanter og dimittender fra Cphbusiness.

En af de medarbejdere er 24-årige Alexander Breckling, der i foråret 2014 færdiggjorde sin professionsbachelor i international handel og markedsføring fra Cphbusiness og søgte et job, hvor han kunne få muligheden for at benytte sin faglige viden og personlige egenskaber til at gøre en forskel. Den mulighed fandt han i rollen som projektleder hos Mediaplanet.

  - Da jeg var færdig med min bachelor, stod jeg over for den typiske skillevej. Skulle jeg direkte videre på kandidatstudiet? Skulle jeg søge et job i en stor virksomhed, hvor der er højt – men lang vej - til loftet? Eller skulle jeg søge et job, hvor jeg i langt højere grad kunne få ansvar og indflydelse på produkter og arbejdsgange? Da jeg første gang åbnede døren til Mediaplanet, var jeg ikke et sekund i tvivl. For mig er det vigtigt at gøre en forskel, og at min arbejdsindsats afspejler sig direkte i de kampagner, vi laver. Det gør tilfredsstillelsen ved arbejdet så meget større, lyder det fra Alexander Breckling.

Han begyndte hos Mediaplanet i foråret 2014, og allerede fra starten blev han bekræftet i, at han havde taget det rigtige karrierevalg. Der gik nemlig ikke mere end en uge, før han for alvor havde fingrene i mulden og var i fuld gang med sin første, selvudtænkte kampagne.

- Mediaplanet udviste lige fra starten tillid til, at jeg kunne stykke en flot kampagne sammen. Det gav ikke bare en enorm ro, men det betød også, at jeg blev endnu mere opsat på at vise, at jeg sagtens kunne udfylde de store sko, der var blevet præsenteret for mig. Derfor arbejdede jeg non-stop og lagde al min energi i projektet, fortæller Alexander Breckling.

Personlig indflydelse

Selvom jobbet som projektleder hos Mediaplanet også indebærer salg, ser Alexander Breckling i langt højere grad sig selv som en konsulent, der hjælper virksomhederne med at opnå deres mål - hvad end det er salgs- eller besøgstal, der skal styrkes.

- I langt de fleste salgsstillinger sælger man et produkt, man ikke har nogen som helst indflydelse på. Sådan er det slet ikke her. Jeg skal jo pludselig sælge mit eget produkt, min egen idé. Så hvis salget går sløvt, nytter det ikke noget at presse endnu hårdere på. I stedet bliver jeg tvunget til at overveje, om jeg vitterligt tilbyder det bedst mulige produkt til mine potentielle kunder, forklarer han.

Alexander Breckling er heller ikke blank for at erkende, at muligheden for at få endnu mere ansvar senere tiltaler ham.

- Det er spændende at være ansat i en virksomhed i vækst, fordi jeg virkelig føler, jeg er med til at skabe vores succes. Derfor kunne jeg også sagtens forestille mig, at jeg på et tidspunkt kunne blive forretningsudvikler her eller måske endda kunne starte et helt nyt kontor op i en storby i udlandet.

- Det er spændende at være ansat i en virksomhed i vækst, fordi jeg virkelig føler, jeg er med til at skabe vores succes.

Alexander Breckling

Studerende fra Cphbusiness er populære

Hos Mediaplanet er der stor tilfredse med den indsats Alexander Breckling har lagt for dagen, og i det hele taget er man glade for de praktikanter og dimittender, som er kommet fra Cphbusiness.

- Vi er enormt glade for kandidater med en baggrund fra Cphbusiness. Det gælder både dimittender og praktikanter, der har en god grundviden indenfor marketing og kommunikation. Deres kompetencer har gjort det nemmere for dem at træde ind i rollen som sælgende projektleder. Når det er sagt, er jobbet krævende, og for at opnå succes kræver det hårdt arbejde og en stærk vindermentalitet, siger direktør Max Fjellström.

  • Fakta

    I løbet af de sidste to år har tre studerende fra Cphbusiness været i praktik hos Mediaplanet. To af dem fortsatte efter endt praktik som fastansatte projektledere. I dag har fire medarbejdere i virksomheden en baggrund fra Cphbusiness.

    Mediaplanet mangler i øvrigt fortsat studerende i praktik og søger færdiguddannede til fuldtidsjobs.