Studerende vinder legat

To studerende fra Cphbusiness er blevet belønnet med legatet Innovativ Business på 20.000 kroner for deres app MealMatch.

04. maj 2016

Christopher Canty og Freya Christiansen Oropeza, der studerer professionsbachelor i innovation og entrepreneurship på Cphbusiness, har modtaget legatet Innovativ Business på 20.000 kroner for deres projekt MealMatch.

- Det er spændende, giver blod på tanden og er motiverende, at professionelle har valgt vores app som den bedst blandt mange gode idéer.

Det siger Christopher Canty. Sammen med Freya Christiansen Oropeza har han opfundet en app, der forbinder fødevareallergikere, vegetarer/veganere og andre med specifikke krav til deres kost med spisesteder, der imødekommer netop deres behov.

Dækker halvdelen af udgifterne

Ansøgningerne blev i år bedømt af iværksætterne Mads Peter Veiby (medstifter af blandt andet M1 A/S, SpilNU A/S og PARKPARK A/S) og Jacob Risgaard (medstifter af coolshop.dk).

- Det gør en kæmpe forskel for os, at vores idé bliver anerkendt, og at vi får den opmærksomhed. Legatet betyder, at vi kan dække halvdelen af udgifterne til at lave appen, fortæller Christopher Canty.

- Dommerne lagde vægt på, at det er en bæredygtig idé. De har set et behov, og at der er nogle teknologier og services, der findes, som hvis man sætter dem sammen på en ny måde, så får man et nyt produkt, siger adjunkt fra innovation og entrepreneurship, Maria Sommer.

- Dommerne ville selv bruge appen. Argumentet var også, at man ved, det er en god idé, når man tænker på, hvor mange allergikere der er.

Har afgørende betydning

Legatet gives til elever, studerende, lærere og undervisere på merkantile erhvervsskoler, på handelsskoler og på erhvervsakademier, der udmærker sig ved udviklingen af innovative og kommercielt bæredygtige idéer og forretningsløsninger.

- For studerende kan 20.000 kroner gøre en kæmpe forskel. Det kan være det, der gør, at de kan få udviklet deres app, da de ikke selv besidder de kompetencer, og at det medfører, at deres idé bliver en realitet. Vi ser ofte blandt de studerende, der arbejder med deres egen idé, at et legat har afgørende betydning for, at de kommer videre med deres idé til en reel lancering, siger Maria Sommer.

Juryens udvælgelseskriterier har haft fokus på initiativer, der handler om at gøre en god idé til en god forretning.

- Vi skal ikke på ferie eller lignende. Pengene skal gå til at udvikle appen, og både Freya og jeg planlægger at skulle i praktik i egen virksomhed, hvor vi skal gøre det hårde benarbejde, fortæller Christopher Canty.

FAKTA

Begrundelse for tildeling af legatet:

MealMatch er en app-baseret kommunikationsplatform, der forbinder spisesteder med gæster, som har særlige behov i forbindelse med kost, ernæring og sundhed. Christopher Canty og Freya Christiansen Oropeza får legatet på 20.000 kroner, fordi deres koncept rammer en stadig stigende målgruppe af for eksempel glutenallergikere, vegetarer og personer, der vælger at leve deres liv med bestemte kostvaner. Der er altså et godt markedspotentiale i løsningen, som er værd at støtte.