Læringen rykker ud af klasselokalet

17. august 2016

Af adjunkt Bjarne Rostbøll Christiansen

Om få uger begynder tusindvis af danskere på en videreuddannelse sideløbende med deres erhvervsarbejde.

Mange af dem vil opleve, at deres læring skal tænkes ind i en bredere sammenhæng, end de er vant til. Eller sagt på en anden måde: En stor del af læringen sker uden for undervisningslokalet.

Mange forbinder stadig det at tilegne sig ny viden med noget, der finder sted i et klasselokale. Man møder op på uddannelsesinstitutionen, slår ørerne ud og skriver notater i kinabogen.

I dag ved vi, at læring sker overalt og hele tiden - forudsat at man er parat til at tage imod. Det er vigtigt at huske på i forbindelse med et uddannelsesforløb.

Tre former for studieaktivitet

På Cphbusiness videreuddannelse arbejder vi med tre former for studieaktivitet:

Den traditionelle på uddannelsesstedet. Det er her, at den studerende præsenteres for teoretiske modeller, modtager vejledning og feedback i forbindelse med opgaver og projekter, udveksler erfaringer og deltager i dialoger og gruppearbejde. Og danner netværk, der for nogle varer ved i mange år.

Den anden er den studerendes egen fordybelse, for eksempel ved at læse litteratur, blogs og tidsskrifter. Arbejdet med projekter og eksamensopgaven og eksamensforberedelse ligger også her.

Den tredje del handler om at lære i praksis og om forberedelse. Her afprøver den studerende teorierne i praksis, oftest i forbindelse med sit daglige arbejde i virksomheden. Det er også her, at den studerende forbereder sig til undervisningen ved at læse litteratur, lave refleksionsopgaver, se præsentationer på nettet, deltage i digitale læringsaktiviteter, foretage interviews og andet. 

Det er også her, at den studerende lærer at se på sin egen måde at lede eller kommunikere på. Lærer at observere, vurdere og reflektere over noget, der er sket, sker lige nu eller er på vej til at ske.

Tre gode råd inden studiestart

De tre former for studieaktivitet supplerer hinanden. Som studerende kan du opnå den største effekt af et studieforløb, når du er bevidst om, at du skal arbejde aktivt med alle tre former for studieaktivitet.

Her er tre ting, du kan gøre op til studiestart:

  1. Forbered dig. Vær indstillet på, at traditionel klasseundervisning kun er en del af læringen. Gør op med dig selv, hvad der er vigtigt for dig at få med hjem fra undervisningen 
  2. Forbered dine omgivelser. Det er vigtigt, at både din familie, din chef og dine kolleger bakker dig op og er med på, at du studerer for at lære nyt og bruge det i praksis. Det påvirker også dem
  3. Glæd dig. Uddannelse er din mulighed for at få ny viden, kompetencer og færdigheder - også selv om det betyder et øget arbejdspres i en periode