Brok dig på den rigtige måde: Webinar om corona-brok

Den 22. marts 2021 inviterede Cphbusiness Alumni til webinar om corona-brok med foredragsholder Storm Steengaard. Du kan læse om webinarets vigtigste pointer her.

24. marts 2021

Brok er uafklarede følelser

Indledningsvis fortalte Storm Steengaard om de mange typer af brok, der findes. Mange af os kender fx begrebet hygge-brok, hvor brokken er udtryk for en form for trøst. Brok er, forklarede Storm Steengaard, udtryk for sårede følelser, vi ikke har fået afløb for. Hvis vi fx ikke føler os anerkendt eller påskønnet, kan det komme til udtryk med ”brokke-hammeren”, hvor, som Storm Steengaard forklarede det, ”brokken gives videre” til andre, i stedet for at man får talt om sine følelser.

Brug brokke-skjoldet

Men hvordan skal man så håndtere brok, og hvordan kan man vende brok til noget positivt? Ifølge Storm Steengaard er kuren til brok, eller anti-brok skjoldet, nysgerrighed og humor. Deltagerne blev derfor opfordret til, næste gang de møder en sur kollega, at spørge: ”Det kan godt være, du har ret, men er jeg den rette at sige det til?”

Prisen for brok

Storm Steengaard forklarede yderligere, at prisen, vi betaler for vores brok, kan koste os på mange forskellige fronter. Hvis vi ofte brokker os, risikerer vi, at venner og kollegaer ikke ønsker at bruge tid med os eller samarbejde med os. Udover at brok forhindrer os i at være tilstede i nuet, fordi det stjæler vores fokus, kan brok koste os dyrt i vores sociale liv.

Derfor er det vigtigt at udvikle en brokke-bevidsthed, så vi er opmærksomme på, hvornår vi brokker os, og hvad brokken egentlig er udryk for.

Hvis du kunne tænke dig at deltage i vores kommende online events, så følg med på Facebook.